“Tyrkiets allerede svage parlamentariske demokrati er under et nyt totalitært angreb,” hedder det i brevet fra HDP, der fordømmer den tyrkiske regerings bestræbelser på at ophæve parlamentarikernes immuniteter.

Folkenes Demokratiske Parti (HDP) har sendt et brev til en række ledende europæiske ledere, hvor de fordømmer den tyrkiske regerings igangværende bestræbelser på at ophæve parlamentarikernes immuniteter.

“Tyrkiets allerede svage parlamentariske demokrati er under et nyt totalitært angreb,” hedder det i brevet, der beskylder præsident Recep Tayyip Erdogan og det regerende Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP) for at underminere det tyrkiske retsvæsen.

Ifølge HDP forsøger regeringen at “fortrænge den politiske opposition fra parlamentet. Hvis det lykkes, vil det være i strid med paragraf 83 i forfatningen, der garanterer den parlamentariske immunitet.”

Endvidere vil en ophævelse af den parlamentariske immunitet “forlænge Erdoğan-AKP bloks monopolistiske greb om det lovgivende organ.”

Brevet er sendt til Europa-Parlamentets præsident Martin Schulz, Europarådets Parlamentariske Forsamling (PACE) præsident Pedro Agramunt, de parlamentariske gruppers formænd og de parlamentariske ledere i flere europæiske lande.

Kommentér via Facebook

kommentarer