“De må straks løslades. Vores folk vil ikke acceptere det og vil bruge deres demokratiske rettigheder,” lyder det i en erklæring fra HDP.

Foto: Deniz Serinci

Det pro-kurdiske Folkenes Demokratiske Parti (HDP) fordømmer anholdelsen af Diyarbakir’s medborgmestre Gültan Kışanak og Fırat Anlı, der blev tilbageholdt i går, angiveligt anklaget for at have forbindelser til det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK).

“De må straks løslades. Vores folk vil ikke acceptere det og vil bruge deres demokratiske rettigheder,” lyder det i en erklæring fra HDP.

Kışanak blev tilbageholdt i Diyarbakirs lufthavn, mens hun vendte tilbage fra Ankara. Anlı blev anholdt i sit hjem i byen efter, at politistyrker stormede hans hus.

Diyarbakirs rådhusbygning er afspærret af et stort antal politi. Mange medarbejdere menes at være inde i kontorerne. Endvidere har politiet ransaget de to medborgmestres boliger efter, at de blev ført til politistationen.

Diyarbakırs øverste anklagemyndighed har udsendt en erklæring om anholdelserne af de to politikere.

Kamil Erkut Güre fra anklagemyndigheden siger, at Kışanak og Anlı tilbageholdes som led i en undersøgelse om de skulle have forsøgt at “løsrive en del af statens territorium”.

Kışanak beskyldes for en tale for Den Demokratiske Samfunds Kongres (DTK), hvor hun udråbte “demokratisk selvstyre”.

Anlı er anholdt for “brugen af kommunale midler til opførelsen af kirkegårde for PKK-medlemmer.”

Det tyrkiske indenrigsministerium har for nyligt slået ned på folkevalgte kurdere. I september blev borgmestre i 28 kommuner fyret, hvoraf 24 var valgt for det kurdiske De Demokratiske Regioners Parti (DBP).

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer