Det pro-kurdiske parti HDP har på treårsdagen for Roboskî-massakren udsendt erklæring om, at det vil arbejde for, at gerningsmændene bag luftangrebet på 34 civile kurdere kommer for en dommer.
Står det til det pro-kurdiske parti HDP (Folkenes Demokratiske Parti) skal de juridiske kamp for at få de ansvarlige bag det tyrkiske luftvåbens drab på 34 civile kurdere i Roboskî ikke opgives:
“Vi vil ikke tie, før de politiske og militære ansvarlige bliver stillet for retten. Det er ikke muligt at skabe en permanent, retfærdig og genoprettende fred, før gerningsmændene bliver dømt,” understregede afsenderne af erklæringen.
I byen Izmir i det vestlige Tyrkiet blev 20 personer tilbageholdt af politiet i forbindelse med en mindehøjtid for Roboskî. En gruppe mennesker havde samlet sig foran HDPs kontor i Buca-distriktet i Izmiri i anledning af treårsdagen. Det kom til sammenstød med politi, der svarede igen med tåregas.
34 mennesker, hovedsageligt teenagere, blev dræbt, da tyrkiske F-16 jagerfly bombede landsbyen i Sirnak-provinsen langs den tyrkisk-irakiske grænse 28. december 2011. Ofrene, de fleste fra en enkelt kurdisk familie, smuglede billig benzin og cigaretter fra Irak/Sydkurdistan. Drengene blev tilsyneladende forvekslet med Kurdistans Arbejderpartis (PKK) oprørere. I januar 2014 lød det fra den militære anklagers kontor, at det ikke vil indgive anklager mod fem militært personel, der er involveret i luftangrebet. De havde “begået en alvorlig fejl”, men fulgte blot ordrer, var konklusionen.
Indtil nu har den tyrkiske regering aldrig undskyldt for hændelsen, men har tilbudt familierne kompensation – som de har afvist. Haci Xelîl Encu, som mistede to sønner, den ene på 13 år og den anden på 22, forklarer hvorfor.
“Jeg har ikke købt mine sønner for penge. Jeg vil ikke have penge. Jeg ønsker at se gerningsmændene retsforfulgt.”
Hvorfor sagen ikke opklaret er der forskellige bud på. Umut Ozkirimli, professor ved Center for Mellemøstlige Studier, Lunds Universitet, mener ikke, at Ankara prøver at finde de ansvarlige.
“Staten forsøger ikke at finde, eller straffe gerningsmændene. Jeg er sikker på, at de ved præcis, hvad der skete,“ siger han med henvisning til kilder, der viser, at den tyrkiske efterretningstjeneste (MIT) oplyste hæren, at en af de militære ledere af Kurdistans Arbejderparti (PKK), Bahoz Erdal var del af en gruppe nær Roboskî og at militæret gav grønt lys til bombningen.