Unge kurdere fortæller om racisme. Det har ikke været muligt at faktatjekke historierne, der derfor er baseret på de unges oplevelser og udtalelser.
JWANA ELIASSI er sygeplejerske, bor i Grenaa og stammer fra Kermanshah i iransk Kurdistan.
”Min familie og jeg er ombord på en færge til Sverige. Vi skal stige af og ender bag en gruppe på 10 berusede voksne i køen til udgangen. Her står gruppen og venter på elevatoren, mens min familie og jeg gerne vil tage trappen ud. Vi undskylder og beder om at komme forbi dem. De råber, at vi ikke må komme forbi og råber ‘Fucking aber, skrid hjem til jeres eget land’ og skubber til os. De ansatte griber ind og ringer til politi. Imens filmer jeg de racistiske ord. En af mændene river mig hårdt i armen. Politi ankommer og gruppen opfører sig nu som ofre. Vi anmelder sagen og trods vidneudsagn og videooptagelser, fører det ikke til noget med den begrundelse, at det er ’ord mod ord’.”
RODI MAHIADDIN er 21 år, født og opvokset i Aarhus, stammer fra Dêrik i syrisk Kurdistan og er i gang med en pædagoguddannelse.
”Når Islamisk Stat (IS) dræber eller kidnapper folk, vender nogen i klasseværelset sig om, kigger på mig og spørger ’Hvordan gjorde I det, Rodi?’. Det er en dum bemærkning og hverdagsracisme, hvor jeg sættes i bås med IS, bare fordi jeg er brun.”
ANONYM KVINDE fra Duhok i irakisk Kurdistan, bor i Helsingør.
”Jeg er kasseekspedient og er alene i butikken, fordi min leder er gået ud for at fixe flaskeautomaten, der ikke dur. Jeg betjener en ældre dame og spørger hende, om hun vil have kvitteringen, hvorefter hun svarer: ’Ja, for jeg kan ikke stole på en perker som dig’. Min pæredanske leder kommer og spørger, hvad der er galt, og den ældre dame siger ’Perkeren prøver at snyde mig’. Min leder forsvarer mig og viser damen ud og siger, at hun skal blive væk.”
JALAL QADERI er 30 år, bor i Lyngby, stammer fra Naghadeh i iransk Kurdistan og studerer Elektroteknologi på Danmarks Tekniske Universitet.
”Det var for 3 år siden på Lolland. På daværende tidspunkt har jeg en arabisk kæreste. I ramadan-måneden går hun med slør, fordi det er en hellig måned. En dansk kvindelig bekendt går hen til min kæreste og hiver hendes tørklæde af. ’Tag ikke din lortereligion med til Danmark,’ råber hun. Min kæreste begynder at græde, mens jeg er rasende. Senere bliver jeg og min kæreste inviteret til en fødselsdagsfest, hvor vi får at vide, at pølserne er lavet af kylling. Men på pakken ser jeg senere, at der står ’svinekød’.”
VIAN BAKROU er 19 år, stammer fra Efrîn i syrisk Kurdistan og bor i Ringkøbing, hvor hun går på HF.
”Mig og min veninde står på en busstation og har ikke mundbind på. Det behøver vi jo ikke, når vi er udenfor. Så kommer en mand hen til os og råber ’I skal tage mundbind på! Det er kun jer, der spreder corona! Tag tilbage til jeres land!’ Han gør det hver gang. Jeg bliver ked af det. Hvad har vi gjort?”
ŞANA ŞAHÎ bor i Odense og stammer fra Kobanî i syrisk Kurdistan.
”Jeg har ikke oplevet racisme fra danskere i de 5 år, jeg har boet i Danmark. Folk er venlige og smilende overfor mig. Hvis jeg har oplevet racisme, så er det fra andre udlændinge. Der var nogle arabere, der råbte efter os, at vi ikke er ’rigtige muslimer, fordi I går ikke med slør’.”
ANONYM KVINDE fra Kobanî i syrisk Kurdistan, bor i Vejen.
”I en pause i folkeskoleklassen, afspiller en af de danske drenge en video med Islamisk Stat (IS) fra Youtube, hvor de begår forbrydelser.”
Hvad er der racistisk ved det?
”Jeg er den eneste muslimske elev i klassen. Hvorfor afspiller han det?”
Det er vel ok at afspille en lovlig video fra Youtube om en organisation som IS, som alle medier taler om?
”Vi har ikke undervisning eller noget. Hvorfor afspiller han det? Det er som om det er en hentydning til mig, bare fordi jeg er muslim.”