”Jeg tror, der kommer 5,5 millioner minus de otte personer, der har slået ham ihjel,” siger Dogu Aydin, bror til Cem Aydin.
Foto: Cagdas Saglicak
En gruppe mennesker vil her på søndag marchere for fred og mod vold i Odense, København og Istanbul efter det brutale overfald på 21-årige Cem Aydin. Initiativtager er Dogu Aydin, bror til Cem Aydin. Han håber, at marchen får tilslutning fra 5,5 million mennesker.
”Jeg tror, der kommer 5,5 millioner minus de otte personer, der har slået ham ihjel. Jeg forventer, at alle dem, der mener, at vold er uacceptabelt, vil komme. Så jeg tror da på, at vi realistisk set bliver 2.000-3.000. Der kom i hvert fald 1.500 til begravelsen,” siger Dogu Aydin til Jyllands-Posten i dag.
Dogu er frustreret over, at politiet en måned efter stadig står på bar bund.
”Det er rigtig hårdt, men vi har stor tiltro til politiet, ellers ville vi slet ikke kunne holde det ud. Jeg tror, grunden til, det tager så lang tid, er, at Cem var en uskyldig dreng. Derfor er det svært at finde en årsag til, hvorfor en dreng skulle have sådan en død”, siger han til Politiken 16/2-2012.
Fredsmarch i København får politisk opbakning. Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Anne Vang (S), Zenia Stampe (R) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL) vil deltage.
Kurdiske Cem Aydin nåede kun at blive 21 år. Han blev i januar trampet, sparket og tævet så voldsomt af en gruppe på 8-10 personer, at han efterfølgende døde af sine kvæstelser.
Københavns Politi har i går fået nye henvendelser i sagen.
Der er tale om biler, som på tidspunktet for overfaldet på Cem Aydin befandt sig på gerningsstedet, Kong Georgs Vej på Frederiksberg.
“Vi har nu vidner, der siger, at den ene af bilerne var en mørk Toyota Carina og ikke en lys Ford Mondeo, som vi tidligere har meldt ud,” udtaler drabschef Jens Møller politiet til Ritzau og tilføjer
“Vidnerne er overbevist om, at den ene bil var en Toyota Carina, for de har selv en bil magen til.”
Derudover var der også en sølvgrå BMW på gerningsstedet.