I dag holdt Kurdistans Demokratiske Parti-Iran, PDKI en mindehøjtidelighed i forbindelse med 23-årsdagen for drabet på dets tidligere leder Abdul-Rahman Ghassemlou.
Billeder: Beston Said Husseini
Mindehøjtideligheden startede i Nørresundby, tæt på Aalborg med den kurdiske nationalsang Ey Reqîb, og et minuts stilhed.
Îbrahîm Lacanî fra PDKI gav et seminar til de fremmødte, der samtidig kunne se billeder af den likviderede leders liv på storskærm.
Ghassemlou blev dræbt af iranske agenter i Wien i 1989. Den kurdiske leder og hans to medarbejdere skulle mødes med en iransk delegation i en lejlighed i Wien den 13. juli 1989. To mænd, forklædt som journalister, skød og dræbte Ghassemlou og hans medarbejdere.
Østrigsk politi arresterede de to gerningsmænd, der blev afsløret som iranske diplomater tilknyttet den iranske ambassade i Wien. Herefter lod østrigerne de to iranere flyve hjem til Iran.
Årsagen var officielt deres diplomatiske immunitet, uofficielt menes der at have været iranske trusler om repressalier mod østrigske statsborgere i Iran på spil.