Frank Jensen: Jeg er selv et religiøst kristent menneske og er glad for, at jeg har frihed til min religion. Det skal andre også have ret til, så ja til en stormoske i København.

Af Deniz B. Serinci

Overborgmester Frank Jensen (S), som stiller op til Kommunalvalget imorgen, har valgt at give et interview til Jiyan.dk.

Der har været debat om en stormoske i København – hvad er din holdning til det?

Det er godt, at der er ordentlige steder, hvor man kan dyrke sin religion, ligesom vi har kirker, synagoger, så skal vi også have gode moskeer. Man skal ikke dyrke sin religion i gamle kælderlokaler eller fabriksbygninger. Det er ikke værdigt.

Men der er beskyldninger om, at udemokratiske og kvindeundertrykkende stater står bag finansieringen…?

Derfor skal vi sikre, at religiøse minoriteter i Danmark skal sætte dagsordenen og at det er deres moske. Jeg er selv et religiøst kristent menneske og er glad for, at jeg personligt har frihed til min religion og det skal andre også have ret til. Men der er for meget religion i den offentlige debat. Det bør være en privatsag.

Med privatsag henviser du vel til, at religion og politik skal være adskilt, altså sekularisme?

Præcist.

Men vi ved, at Qatar har finansieret stormoskeen i Københavns Nordvestkvarter. En stat, der på ingen måde er sekulær. Risikerer vi ikke, at den der betaler for gildet, bestemmer musikken?

Fordi Qatar har sharialov og de finansierer moskeen, betyder det ikke nødvendigvis, at det er deres dagsorden, der bliver sat.

Hvordan kan du vide det?

Det ved jeg, fordi jeg kommer derude og har talt med dem og holdt møde med dem. Hvis nogen kræfter i Danmark har en anden dagsorden, end det, der er lovlig efter Grundloven, så er det en opgave for PET og det er jeg sikker på, at de nok skal tage sig af.

Det er kommet frem, at stormoskeen på Nørrebro i København har lavet en aftale med den Hamas-kontrollerede tv-station Al-Aqsa om at sende tv-programmer fra Danmark. Bekymrer det dig ikke?

Jeg overlader det trygt til PET, at der ikke foregår noget, som er i modstrid med dansk lovgivning.

Der har også været en del debat om halalkød hen over sommeren – hvad er din holdning til det?

Jeg ser ikke noget problem. Vi er i København gode til at tage hensyn til hinanden. Min kone er vegetar og det bliver der taget hensyn til alle steder. På samme måde skal vi tage hensyn til dem med en religiøs tilgang til deres mad. Hvis mine børn gik i institution, hvor de ikke kunne få frikadeller, så vil jeg sige til lederen, at jeg vil have leverpostej og svinekød til mine børn. Vi skal tage hensyn til minoriteter, om det er muslimer, danskere eller jøder.

Hvad med sådan noget som modersmålsundervisning for etniske minoriteter?

Nogen vil have modersmålsundervisning integreret mere i almindelig skoleundervisning, hvilket jeg er imod, for det er vigtigt med dansk. Men udenfor folkeskolens rammer går jeg ind for modersmålsundervisning. fx på kurdisk. Modersmålet er vigtigt, for det er hjertets sprog, men når man bor i Danmark og har en fremtid her, er det også vigtigt med dansk.

Blandt dine mærkesager er øget tryghed. Der har været snak om rockerne, fx i Vanløse, som skaber en del bekymring. Hvad vil du gøre ved det?

Vi vil simpelthen ikke acceptere, at kriminelle bander sætter dagsordenen i kvarterer i et område. Vi er i gang med at smide rockerne ud.

Hvordan vil I gøre det?

Vi har fundet ud af, at der er et servitut om, at der ikke må foregå noget, der er til ulempe for naboer. Den servitut vil vi bruge til at få rockerne ud derfra.

Men det løser vel ikke problemet langsigtet?

Vi skal derfor undgå, at unge bliver rekrutteret til rockermiljøet. Vi skal starte med forældrene. De skal interessere sig for deres børn, når de ikke er hjemme. Hvis der er forældre, der ikke magter den opgave, så skal vi støtte forældrene. Vi kan fx lave et forældrepålæg, der siger, at de skal følge børnene i skole.

Men ved at smide rockerne ud, risikerer I så ikke, at de blot samler sig et andet sted og ghettoiserer sig?

Jo, det risikerer vi. Derfor skal politi være over nakken på disse personer i forhold til deres kriminalitet og forfølge deres penge. Rockerne skal opleve, at det ikke er sjovt at være rocker.

Hvordan vil I resocialisere dem?

Vi har et exitprogram med tilbud til hangarounds, ofte unge rodløse mennesker uden forældreopbakning. Vi kan sætte en person på dem som er mentor, der kan træffe beslutning på vegne af dem. 

Kommentér via Facebook

kommentarer