Kurdiske Rafael Kardari er født og opvokset i Sverige, hvor han til daglig producerer musik. Nu kæmper han sammen med YPG mod Islamisk Stat i Kobanê.
Af Deniz Berxwedan Serinci
Hvorfor er du taget til Kobanê?
RK: For at hjælpe mit folk. Da jeg en dag sad foran computeren derhjemme i Sverige og så IS’ drab på børn, besluttede jeg mig for at gøre noget for Kobanê.
Frygter du ikke for konsekvenserne, såsom at blive dræbt/såret?
RK: Ikke så meget. Jeg er nødt til at kæmpe imod IS. Der er mange snigskytter her, så jeg er meget omhyggelig. Hvis ingen tør risikere deres liv, hvem skal så kæmpe imod IS? NATO? FN? De er ligeglade.
Nu stammer din familie fra Silêmanî i Irakisk Kurdistan, hvor din far var peshmerga mod Saddam Hussein. Hvor meget har din familiebaggrund påvirket din beslutning om at tage til Kobanê?
RK: Det har påvirket min beslutning. Min far fortalte altid om, hvordan det kurdiske folk led og blev dræbt. Og det har inspireret mig.
Har du dernede mødt kurdiske krigere fra Danmark?
RK: Nej. Men der er IS-krigere her fra Danmark.
Nogle politikere i Danmark ønsker at straffe dem, der kæmper for YPG/PKK, da de står på terrorlisten. Hvad synes du om det?
RK: Er man terrorist, når man redder andres liv i Kobanê? Terrorister er de regeringer, der støtter IS og får PKK fremstillet som terrorister. YPG/PKK er de eneste, der kæmper her mod IS. Hvordan ville verden være, hvis de ikke bekæmpede IS?
Hvis Sverige gjorde det strafbart at tilslutte sig YPG, hvad ville du gøre?
RK: Jeg vil slutte mig til YPG alligevel, selvfølgelig.
Så du frygter ikke at blive straffet ved en tilbagevenden?
RK: Nej, de kan ikke straffe mig, for jeg har ikke brudt nogen love eller regler.
De vil sige, du har kæmpet med YPG, der er relateret til PKK, der er terrorstemplet…
RK: YPG og PKK er ikke det samme. Jeg har kæmpet med YPG. Så skulle de straffe alle, der har kæmpet i Kobanê.