Jamal Habash fra Efrîn så sin bedste ven blive dræbt i Syrien. Han flygtede alene til Danmark og blev indlagt på hospitalet med svær depression. Jamal kom ud, fik det bedre og blev Sjællandsmester i boksning efter kun 3 år.
25-årige Jamal Habash stammer fra Şiyê (Shaykh al-Hadid) i Efrîn i syrisk Kurdistan og kom til Danmark i 2015 som 19-årig.
I Syrien læste han kemi på Aleppo Universitetet. Især én dag glemmer han ikke. Den dag åbnedesyrisk militær ild mod demonstranter.
”Vi var lige blevet færdige med undervisningen og så så jeg min bedste ven blive skudt lige foran mig,” fortæller han Jiyan.dk. ”Jeg bar ham til hospitalet. Han døde.”
Derefter måtte Jamal Habash efterlade sin mor, far, bror og to søstre og flygte alene til Danmark, hvor han endte på et asylcenter i Fredericia. Senere kom resten af familien også herop.
Efter otte måneder på asylcenteret flyttede Jamal Habash ind hos et ældre ægtepar i en landsby i Nordsjælland.
Senere kom han til en kommune, hvor han ikke trivedes særlig godt.
”Jeg befandt mig i en dårlig kommune, hvor min eneste ven var en lille kat.”
Den unge mand blev herefter indlagt på hospitalet i 14 dage med svær depression.
Noget, der hjalp den kurdiske flygtning, var kampsportstræning.
Jamal Habash har dyrket kampsport siden seksårsalderen og er tidligere syrisk mester i karate og arabisk mester i klassisk boksning fra 2010.
”Træning er afstressende for mig og giver mig ro i både kroppen og hovedet.”
Efter tre år i Danmark blev han Sjællandsmester i boksning.
”Jeg har brækket min fod to gange og min hånd og fået skader på mit knæ, så nu tager jeg en pause,” forklarer flygtningen, der til daglig bor i Hundige.
Til februar starter den unge mand på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) på ingeniøruddannelsen.
”Min fremtidsdrøm er, at alle kurdere kan blive enige og ikke drukner i parti-konflikter,” siger han. ”Derudover håber jeg at få succes og vise verden, hvem vi flygtninge og kurdere er.”