Kurdiske Mohamad Almuslim blev tvunget af IS til at lade et fuldskæg gro, mens hans søstre og mor skulle gå iført niqab. Han så lig i gaderne og flygtede til sidst. Efter fem år i Danmark er han blevet student i Varde med et 12-tal.

Her er Mohamad Almuslims historie:

“Jeg kommer fra al-Bab i Syrien. Der boede jeg under Islamisk Stat (IS) i to år, fra de indtog byen i 2013 til jeg flygtede i 2015.

Jeg har set masser af IS-flag og levede under IS-regler. Jeg måtte ikke barbere mit skæg af og skulle bare lade det gro. Jeg var 13-14 år og var i gang med niende klasse. Min far skulle have fuldskæg og måtte kun barbere overskægget.

Frisørerne måtte kun have en slags frisurer, nemlig de traditionelle herrefrisurer. Ingen alkohol var tilladt i butikkerne og kvinderne skulle gå iført niqab, hvor man kun kunne se øjnene.

I starten var man bange, men bagefter vænnede man sig til det.

Vi er syv søskende; fem drenge og to piger. Mine søstre blev tvunget til at bære niqab, når de gik ud. Det føltes mærkeligt, for jeg var ikke vant til det. Alt var mærkeligt under IS.

Man fik hugget hånden af for tyveri under IS. Sådan var deres regler, selvom jeg ikke selv så det.

Det jeg til gengæld så, var et lig. IS havde dræbt en mand og hængt hans lig op i en lygtepæl ved en rundkørsel til skræk og advarsel for andre. Vi kørte forbi og jeg var lamslået.

Internet var forbudt, men vi havde det alligevel hemmeligt.

IS indførte ikke deres strenge regler med det samme. De gjorde det skridt for skridt. Deres religiøse politi Hisbah sørgede for at føre reglerne ud i livet. De kørte rundt i deres store sorte biler. Hvis man ikke bad de fem bønner, blev man slået af dem. Jeg så en kvinde stige ud af en Hisbah-bil iført niqab og gå hen til min nabo. ”Jeg er fra Hisbah,” sagde hun og spurgte ”Hvorfor har du ikke niqab på?”.

Kvinden fik 40 piskeslag.

I 2015 flygtede jeg til Gaziantep i Tyrkiet og derfra til Izmir, hvor jeg arbejdede i to måneder. Min søsters mand sagde, at “vi skal ud og rejse til Europa”. Jeg tog med. Det var i august 2015. Vi tog båden fra Tyrkiet til Grækenland.

Jeg ankom til Danmark. Nu bor jeg i Danmark med min søster.

Jeg er blevet 20 år og har færdiggjort Varde Handelsskole. I matematik fik jeg 12. Min far og mor er stadig i Syrien. Jeg savner dem, men ser min fremtid i Danmark, og vil ikke vende tilbage. Regeringen herhjemme taler om at hjemsende folk til Syrien, men det har jeg ingen forståelse for. Syrien er slet ikke sikkert.”

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer