En stor gruppe kurdere festede i går igennem i Albertslund, da KKF og KSD holdt en fælles eid-fest, der markerede slutningen på fastemåneden Ramadan.
Af Deniz Berxwedan Serinci
Skolen Det 10. element summede i går af kurdisk kædedans og musik på både soranî og kurmancî-dialekterne, da KKF (Komeley Afrêtanî Kurdistan) og KSD (Komela Kultûrî ya Kurdên Sûriyê) holdt en fælles Eid-fest.
– Formålet er at fejre eid/cejn som kurdere og få et hyggelig fællesskab i samarbejde med kurderne fra Syrien, siger Hana Faridoon, hvis mor Beyan er forkvinde for KKF.
Digter og journalist Jan Pêt Khorto, bestyrelsesmedlem i KSD, havde taget nogle eksemplarer af sin bog og digtsamling “Helvedes Fristelsen” med. Med samarbejdet med KKF, ønsker KSD at skabe en større fest.
– Vi har arrangeret denne fest sammen med KKF og på den måde håbet at tiltrække flere mennesker, som vi kan fejre Eid med. Eid tiltrækker mange mennesker, ikke nødvendigvis kun de troende og dem, der har fastet. Det er en udbredt skik, fortæller Jan.
– Der er en fantastisk stemning. Den kurdiske kultur er meget interessant, siger Marc Wacher, en af de få etniske danskere til festen.
At der snart er Folketingsvalg i Danmark kunne heller ikke hel ignoreres og KSDs formand Mehmûd Berzincî opfordrede også de fremmødte til at sætte deres kryds ved kurdiske kandidater.
Der blev serveret hjemmelavet mad og givet Eid-lykønskninger, efterfulgt af traditionelt kurdisk kædedans, kaldet govend og helperke.