Den tyrkiske regering har i dag udskiftet fem kurdiske borgmestre med statsudpegede guvernører. De fem borgmestre er anklaget for at støtte PKK.

De tyrkiske myndigheder har fjernet fem kurdiske borgmestre fra Folkenes Demokratiske Parti (HDP) fra deres embeder. De anklages for at støtte Kurdistan Arbejderparti (PKK).

De fjernede og nu tilbageholdte borgmestre er Yaşar Akkuş fra Îdir (Iğdır), Bêrîvan Helen Isik fra Sêrt (Siirt), Ramazan Sarsilmaz fra Hewêl (Baykan), Baran Akgul fra Misircê (Kurtalan) og Casim Budak fra Altınova.

”Vores kommuner er blevet overtaget af AKP-regeringen i morges. Erdogan-regimet viser endnu en gang sin fjendtlighed mod det kurdiske folks vilje. Vi vil ikke bøje os overfor denne udemokratiske praksis,” skriver HDP på ​​Twitter.

HDP’s medformand Mithat Sancar kalder overtagelsen af de prokurdiske byer for “et kup”.

“Det her er et kup. Det viser, at man ikke anerkender demokratiet. At man ikke anerkender folkets vilje. At man fjerner folkets tro på demokratiet. Det er et kup imod samfundets håb om at leve sammen.”

Se Sancars udtalelse på Twitter: 

Politikeren Canan Kaftancioglu fra oppositionspartiet Det Republikanske Folkeparti (CHP) kritiserer også fratagelsen af embederne og kalder det “en kup-mentalitet, der fortsætter midt om natten.”

Tæt på PKK

HDP vandt 65 kommuner, heraf tre storbyer, ved det tyrkiske lokalvalg den 31. marts 2019. I 45 kommuner har den tyrkiske regering indtil videre fjernet HDPs borgmestre og selv overtaget kommunerne med statsudnævnte administratorer.

Tyrkiet anklager HDP for at støtte PKK, der står på Tyrkiets og EU’s terrorliste. I tyrkiske medier omtales HDP ofte som den politiske gren af PKK.

Da de tyrkiske myndigheder sidste år fratog kurdiske borgmestre deres embeder sagde den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan:

”Hvis borgmestrene tjener terrorister fremfor deres borgere, så vil vi også vise dem døren,” sagde Erdogan under en ceremoni i hovedstaden Ankara. “Tyrkiet kan ikke bare sidde og se på, mens borgmestrene står i ledtog med terrorister.”

Internationale eksperter vurderer, at HDP har forbindelser til PKK. Det illustreres blandt andet af, at partiet sjældent fordømmer PKK og at dets medlemmer sommetider deltager til PKK-guerillaers begravelser.

HDP afviser anklagen om at støtte PKK.

I november 2016 blev medlederne af HDP, Selahattin Demirtaş og Figen Yüksekdağ samt andre HDP-parlamentarikere anholdt. De sidder stadig fængslet.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har opfordret Tyrkiet til at løslade Demirtaş. En opfordring, som Erdogan afviste at følge. Sidstnævnte beskylder Demirtaş for at være medskyldig i 53 tyrkiske statsborgeres død i oktober 2014 under demonstrationer til fordel for den syrisk-kurdiske by Kobanî.

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch kritiserede i februar i år udskiftningen af borgmestrene.

”De tyrkiske myndigheders fjernelse og anholdelse af demokratiskvalgte kurdiske borgmestre i det sydøstlige Tyrkiet krænker vælgernes rettigheder,” skrev organisationen.

”Fjernelse, tilbageholdelse og retssager uden overbevisende bevis for kriminel aktivitet ser ud til at være den tyrkiske regerings foretrukne måde at fjerne opposition på,” sagde Hugh Williamson, direktør for Europa og Centralasien ved Human Rights Watch.

Den tyrkisk-kurdiske konflikt har siden 1984 kostet over 45.000 mennesker livet i Tyrkiet.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer