Kurdiske Ali Riza Sahbaz sultestrejker på Høje Taastrup Station i protest mod 10-års fængselsdom til hans 17-årige søn.

Af Deniz B. Serinci

Ali Riza Sahbaz vil de følgende 10 dage overnatte på Høje Taastrup station og udelukkende indtage saft og vand for at protestere mod dommen mod hans morddømte søn.

”Min søn er ikke en morder. Han er blevet uskyldigt dømt og jeg sultestrejker for at sætte fokus på den uretfærdige dom,” lyder det fra Ali Riza Sahbaz, der befinder sig på gerningsstedet, hvor 19-årige Ricko Træholt sidste år blev dræbt med knivstik.

17-årige Hikmet Sahbaz blev onsdag idømt 10 års fængsel for medvirken til drabet. Derudover blev 20-årige Tugay Yalcin også dømt 14 års fængsel for at have ført kniven.

Begge dømte har anket deres domme på stedet.

”Jeg stoler ikke på det danske retssystem. Min søn er valgt som offer, så I bliver bange,” har den sultestrejkende far skrevet på et stort skilt på Høje Taastrup station.

Ali Riza Sahbaz har politisk asyl i Sverige, men har boet i Danmark i 18 år. Han stammer fra det kurdiske mindretal i Konya (Omaro) i Tyrkiet. Han har siden i går kl. 12 været på gerningsstedet, Høje Taastrup station, for at sultestrejke. Han oplyser, at han måtte flygte som kurdisk aktivist fra Tyrkiet og var blevet udsat for tortur efter militærkuppet 12. september 1980. Ali Riza Sahbaz har tidligere sultestrejket i et tyrkisk fængsel i provinsen Elazığ mod fængselsforholdene og foran FNs hovedkvarter i Stockholm i protest mod Iraks tidligere leder Saddam Husseins giftgasangreb på den kurdiske by Halabja i marts 1988.

Der er sundhedsmæssige risici forbundet ved at sultestrejke, såsom at de strejkende bagefter kan have svært ved at vende tilbage til en almindelig spiserytme.

”Jeg er ligeglad med alle risici. Det vigtigste er min søn. Vores søn er offer ligesom den dræbte dreng, Ricko Træholt, er det,” siger den kurdiske far, der har fire børn, to sønner, to døtre.

Forbigående på stationen kigger nysgerrigt forbi og både tv og aviser har interviewet Ali Riza Sahbaz.

”Mange danskere kommer forbi og støtter os. Det er en opmuntring,” siger Ali Riza Sahbaz.

Ricko Træholt blev stukket i brystet og halsen to gange under et slagsmål med de to dømte. En overvågningsvideo påviste, at gerningsmændene jagtede Ricko Træholt på stationen, før han blev dræbt.

Hikmet Sahbaz og Tugay Yalcin er ligeledes dømt for drabsforsøg på Ricko Træholts 16-årige ven, som blev ramt af kniv fire gange, men slap uden at få livstruende skader.

Ifølge Nævningetinget i Glostrup havde Hikmet Sahbaz ”forsæt til at medvirke til drabet” på Ricko Træholt og til drabsforsøget på hans 16-årige ven.

Retten finder det bevist, at Tugay Yalcins ”brug af kniven mod Ricko Træholt ikke gik udover det for Hikmet Sahbaz i situationen påregnelige, og at han således har det fornødne forsæt til medvirken til drab”. Det skriver Ekstra Bladet.

Én nævning støtter dog Hikmet Sahbazs familie og vil ikke dømme den 17-årige for drab, men ‘kun’ for grov vold mod Ricko Træholt og den 16-årige.

Hikmet Sahbazs storebror, 26-årige Aytac Sahbaz, der til daglig læser til markedsføringsøkonom, erkender, at videoen viser hans bror udøve vold.

”Min lillebror skal straffes for grov vold, men ikke med 10 år for ”forsætlig drab”, for han har ikke planlagt noget drab,” siger Aytac Sahbaz, der er meget frustreret over dommen.

Udover fængselsdommen skal de to dømte betale næsten 112.000 kr. i erstatning til Ricko Træholts mor Heidi Træholt.

 

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer