Selahattin Demirtaş’ familie siger, at han blev nægtet adgang til hospitalet, selvom faldt bevidstløs om. Tyrkiske myndigheder siger, at de ydede ham lægehjælp med det samme.
Selahattin Demirtaş, tidligere leder af Folkenes Demokratiske Parti (HDP), blev ifølge hans søster nægtet adgang til hospitalet, selvom han i sidste uge faldt bevidstløs om i fængslet.
Den prokurdiske politiker led i sidste uge af smertet i brystet og havde åndedrætsproblemer, ifølge søsteren Aygül Demirtaş, der også fungerer som hans advokat.
”Tirsdag 26. november kl. 05:30 besvimede min klient og storebror, Selahattin Demirtaş, på grund af problemer i brystregionen og vejrtrækningen,” skriver hun på Twitter.
Den fængslede mand blev herefter bragt til hospitalet i går. Nu er han udskrevet igen efter de medicinske undersøgelser og ført tilbage til fængslet i Edirne.
Hans søster og advokat skriver følgende på Twitter:
”Han har gennemgået alle de nødvendige medicinske undersøgelser og er nu tilbage i fængslet. Vi har ikke fået øje på nogen livstruende tilstand lige nu.”
Ifølge den tyrkiske avis Hürriyet siger de tyrkiske fængselsmyndigheder, at de den 26. november ”straks ringede til 112 og at den ankomne læge foretog de nødvendige undersøgelser.”
”Som et resultat af undersøgelserne blev der ikke påvist sundhedsmæssige problemer hos Demirtaş. Til trods for det, har man lavet de nødvendige aftaler med Trakya Universitetshospital for at få nogle mere detaljerede undersøgelser.”
Fængslet siden 2016
Den 46-årige Demirtas stod i spidsen for HDP, da det ved valget den 7. juni 2015 formåede at komme over den tyrkiske spærregrænse på 10% og dermed blive repræsenteret i det tyrkiske parlament.
Den 4. november 2016 blev Demirtaş og mange andre HDP-parlamentarikere så anholdt for “støtte til PKK”, Kurdistans Arbejderparti.
I september 2018 idømte en domstol i Tyrkiet Demirtaş fire år og otte måneders fængsel for at sprede propaganda til fordel for PKK, der betragtes som en terrororganisation af både Tyrkiet og EU.
I november samme år opfordrede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Tyrkiet til at løslade Demirtaş. En opfordring, som den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan afviste at følge. Sidstnævnte beskylder Demirtaş for at være medskyldig i 53 tyrkiske statsborgeres død i oktober 2014 under demonstrationer til fordel for den syrisk-kurdiske by Kobanî.