”Når EU i krigen mod IS støtter PKK med våben er det modsætningsfuldt og ulogisk, at PKK samtidig defineres som en terrororganisation,” mener Lars Erslev Andersen.

Arkivfoto

I Europa-Parlamentet stemte 138 medlemmer for at fjerne EU’s terrorstempling af Kurdistans Arbejderparti (PKK), mens 493 stemte imod. 64 undlod at stemme.

Nu kritiserer flere politikere beslutningen.

Ifølge Harry van Bommel, et socialistisk medlem af det hollandske parlament, forhindrer terrorstemplet seriøse forhandlinger i fredsprocessen mellem PKK og den tyrkiske regering, som startede i 2013.

“Hvis vi ønsker en videreudvikling af processen, skal PKK ud af listen og blive en officiel og seriøs partner,” siger van Bommel.

PKK betragtes som en terrororganisation af EU og NATO. Men de seneste års begivenheder har ændret PKK’s image: I den syrisk-kurdiske by Kobanê bakkes det PKK-tilknyttede Folkets Forsvarsenheder (YPG) op af amerikansk-ledede luftangreb i krigen mod Islamisk Stat (IS).

Van Bommel nævner det som en grund til at fjerne PKK fra listen:

“Vi kan ikke regne med PKK i kampen mod PKK og samtidig kalde dem terrorister. Det er dobbeltmoralsk.”

Den hollandske politiker erkender, at PKK har dræbt civile og turister i Tyrkiet i 1990’erne:

”Det har de. Men i de seneste år har PKK haft en våbenhvile, og derfor bør vi give dem mulighed for at blive en regulær politisk organisation.”

Han støttes af Ogmundur Jonasson, et medlem af Europarådet og indtil sidste år Islands indenrigsminister.

“At fastholde terrorstemplet nu er i virkeligheden et slag i ansigtet på fredsprocessen, og alle, der arbejder på at opnå en fredelig løsning,” siger han.

Enhedslistens Nikolaj Villumsen finder ”terrorstemplet af PKK forkert, da der nu er våbenhvile.”

”I virkeligheden PKK er en bedre allieret mod IS end Erdogan,” siger han og henviser til den tyrkiske præsident Tayyip Erdogan, der beskyldes for støtte til IS.

Lars Erslev Andersen, terrorekspert fra Dansk Institut for Internationale Studier finder terrorstemplet selvmodsigende.

”Når EU lande faktisk i krigen mod IS støtter PKK med våben er det modsætningsfuldt og ulogisk at PKK samtidig defineres som en terrororganisation”

Michael M. Gunter, professor og ekspert i kurderne, har derimod forståelse for beslutningen fra Europa-Parlamentet, som efter hans mening ikke bør være de første til at fjerne terrorstemplet.

”Tyrkiet bør fjerne PKK først, da det er en part i konflikten. Når Tyrkiet fjerner PKK fra listen, vil Europa og USA følge efter.”

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer