“Dagens beslutning fra det tyrkiske parlament om at gøre det muligt at ophæve den parlamentariske immunitet for et stort antal medlemmer af Parlamentet skaber alvorlig bekymring.”
Den Europæiske Union tager afstand fra det tyrkiske parlaments vedtagelse af et lovforslag, der skal ophæve mange politikeres immunitet, og som især rammer Folkenes Demokratiske Parti (HDP).
“Dagens beslutning fra det tyrkiske parlament om at gøre det muligt at ophæve den parlamentariske immunitet for et stort antal medlemmer af Parlamentet skaber alvorlig bekymring,” hedder det i en fælles erklæring fra EU’s højtstående repræsentant Federica Mogherini og kommissær Johannes Hahn.
Lovforslaget skete på præsident Recep Tayyip Erdogans initiativ og blev vedtaget med et flertal på to tredjedele.
Det pro-kurdiske Folkenes Demokratiske Parti (HDP) mener, at forslaget er Erdogan og hans AKP-partis forsøg på at tvinge dem ud af parlamentet og få mere magt til AKP selv.
Sidstnævnte derimod siger, at HDP er den politiske gren af Kurdistans Arbejderparti (PKK) – der står på EU’s terrorliste – og at dets parlamentsmedlemmer derfor bør retsforfølges. Det er en anklage, HDP afviser.
EU understreger, at rammerne for parlamentarisk immunitet bør omfatte “specifikke og objektive kriterier for at træffe beslutninger om at ophæve immunitet.”
“En restriktiv fortolkning af de retlige rammer og forfatningen i særdeleshed udgør en risiko for parlamentsmedlemmers ytringsfrihed i Tyrkiet,” lyder det.