Erdogan har undskyldt Tyrkiets massakre på kurderne i Dêrsim i 1937-38. Canan Kalkan bor i Aarhus, men kommer fra Dêrsim, hvor hendes familie blev hårdt ramt af massakren dengang. Hun finder undskyldningen utilstrækkelig. ”Hvis Erdogan vil komme med en brugbar undskyldning, bør han offentliggøre, hvor Seyid Riza ligger begravet, give Dêrsim-navnet tilbage, osv. Hvis undskyldningen udelukkende skal til for at modarbejde CHP, så er den ikke meget værd.”

Af Deniz Berxwedan Serinci

Sidste uge undskyldte den tyrkiske premierminister Tayyib Erdogan massakren i den kurdiske Dêrsim-provins i 1937-38. Befolkningen i Dêrsim, som består af alevier og zaza-kurdere, lå for omkring 75 år siden i konflikt i Ankara, som ville indsætte dets centralstyre i provinsen. Dêrsims borgere nægtede og titusinder blev dræbt af det tyrkiske styre, ledet af Mustafa Kemal Atatürk.

Ikke alle er tilfredse med Erdogans undskyldning. En af dem er Canan Kalkan, som bor i Aarhus, hvor hun har en frisørsalon.

Canan stammer fra Dêrsim, født i Elazig i Østtyrkiet/Nordkurdistan, som er en del af det historiske Dêrsim og kom til Danmark som 5årig. Hun er fra samme klan, som Dêrsims politiske og åndelige leder Seyid Riza (1862-1937) og hendes bedstefar kæmpede side om side med ham. Canans bedstefamilie led derfor hårdt under massakren i 1937-38. Den massakre, som Erdogan undskyldte efter en polemik med oppositionspartiet CHP (Republikansk Folkeparti) med ordene:

”Hvis der er behov for at undskylde på vegne af staten…så undskylder jeg.”

Og netop den formulering falder Canan for brystet. Hun stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor massakren lige pludselig kommer på dagsordenen nu og mener, at Erdogan og hans AKP-parti, der har islamistiske rødder, bruger Dêrsim som et kort mod det sekulære CHP.

”Det er et politisk spil fra Erdogans side. Han giver kun CHP skylden for massakren og undskylder samtidig foran et billede af Atatürk, som dræbte alle de mennesker i 1937-38,” siger hun.

Men det var utænkeligt for bare 5 år siden, at en tyrkisk premierminister overhovedet ville undskylde, endsige anerkende, at kurdere var blevet massakreret i Dêrsim. Bør Canan så ikke glæde sig over undskyldningen?

”Det er et lille skridt fremad, men hvad kan kurderne bruge det til? Undskyldningen er utilstrækkelig. Hvis Erdogan vil komme med en brugbar undskyldning, bør han åbne alle statsarkiver og konfronteres med fortiden. AKP må offentliggøre, hvor Seyid Riza ligger begravet og ændre navnet på Sabiha Gökcen Airport i Istanbul. (S. Gökcen var en pilot, som bombede civile i Dêrsim, red.). Dêrsim-navnet må gives tilbage til provinsen. Hvis undskyldningen udelukkende skal til for at modarbejde CHP, så er den ikke meget værd,” lyder det fra Canan.

Hun efterlyser et tyrkisk skridt a la Sydafrika, hvor man lavede en forsonings- og sandhedskommission og Tyskland, hvor man lavede museum til ære for ofrene for folkemordet på jøderne og betalte erstatning.

Familie dybt involveret i begivenhederne i Dêrsim

Efter Ankaras opgør med kurdiske opstande i Diyarbekir og Agirî stod nu kun området Dêrsim (”sølv dør”) med dens autonome klaner uden for myndighedernes kontrol. Hele 11 forsøg på at undertvinge det område de sidste 50 år var mislykkedes.

Dêrsim havde nægtet at betale skat til Ankara ligesom mange unddrog sig militæraftjening. Ligeledes havde Dêrsim nægtet at deltage i Osmannerrigets krige mod Rusland og Den Tyrkiske Uafhængighedskrig.

I 1930 påbegyndte Tyrkiets leder Atatürk en politik, hvor han deporterede og afvæbnede de mange magtfulde klaner i Dêrsim. Ved en ny lov i december 1936 ændredes Dêrsim til det tyrkiske navn Tunceli (”jern hånd”) og en ny militær guvernør blev udnævnt.

Dêrsim’s egne borgere var ikke meget for den tyrkiske politik og gjorde modstand under ledelse af den gejstlige Seyîd Riza.

Da den tyrkiske hær bombede Dêrsim, gav Seyid Riza ordre til Canans bedstefar om at kæmpe med og beskytte landsbyen. Bedstemoderen flygter med Canans nyfødte far. Bedstemoderen og bedstefaderen mistede kontakten. Seyid Riza blev hængt i 1937 og hæren opfordrede alle kurdere til at lægge våbnene. Canans bedstefar blev taget til fange og sendt i otte år langt eksil i det vestlige Tyrkiet i Izmir og troede, at hans kone var død. Først som 8-årig mødte Canans far sin far.

Canans bedsteforældre levede indtil for 7 år siden.

Indtil da havde hun flere gang hørt dem fortælle, hvad de havde oplevet i Dêrsim under massakren.

”De havde det virkeligt dårligt med at fortælle om dengang. Jeg kunne mærke, at det gjorde ondt på dem,” erindrer en tydelig berørt Canan.

”Jeg kan ikke glemme den sorg, som prægede deres ansigter, når de fortalte om massakren.”

Der er stor uenighed om, hvor mange der døde i Dêrsim 1937-38. Ankara siger 14.000, kurderne siger 90.000.

Kommentér via Facebook

kommentarer