Sikkerhedsfolk tog ingen chancer i Københavns Byret i dag, da anklagerens kronvidne, den tidligere direktør for Roj-TV, Manouchehr Zonoozi, mødte op for at vidne.
Fotos: Kadir Mustafa Yilmaz
Betjente fra antiterrorkorpset Politiets Aktionsstyrke gennemsøgte retssalen, inden det kontroversielle vidne, Manouchehr Zonoozi, i dag kom ind i salen for at vidne. Betjentene overvågede konstant tilhørerne under afhøringen.
Zonoozi fortalte retten, at oprettelsen af Roj-TV var hans idé.
”Jeg tog kontakt til forskellige kurdiske og iranske foreninger i 1997, fordi jeg mente, at vi manglede sådan et medie. I 1998 fik jeg besøg fra den kurdiske kulturforening i København, og i 1999 blev selskabet stiftet,” sagde Zonoozi i retten.
Zonoozi fortalte endvidere, at han havde medvirket til at overføre penge fra PKK til ROJ TV og oplyste at der var en række personforbindelser mellem PKK og journalisterne på Roj-TV.
Men PKK og kurdiske kredse har afvist Zonoozis påstande, betegnet ham som utroværdig og henvist til, at han skylder Roj-TV en halv million kr.
I sidste uge blev tv-stationens nuværende direktør Imdat Yilmaz afhørt. Roj-TV’s forsvarer Bjørn Elmquist vil ifølge iagttagere forsøge at stille spørgsmålstegn ved Zonoozis udsagn.