52-årige Kassim Khalaf er kurder fra Irak. Han arbejder i dag som pizzabager og bor i et villakvarter i Odense, der virker ganske fredeligt. Men Kassims fortid i den kurdiske del af Irak har været alt andet end fredelig.
Af Deniz Berxwedan Serinci
Den afsatte irakiske leder, Saddam Hussein og hans forgængere forfulgte Kassims folk, kurderne i Irak. Kassim sluttede sig som 14-årig til sin far og tusinder af kurdiske guerillaer, kaldet peshmerga’er, der betyder ”de der er klar til ofre livet”, som bekæmpede de irakiske sikkerhedsstyrker.
Hvad motiverede dig til at blive partisan?
”Vi følte os altid undertrykt i vores område. De bombede vores område og ville ikke give os kontrol over Kurdistan. Vi måtte ikke undervise i vort sprog. Vi måtte ikke fejre Newroz [kurdisk nationalfest],” udtaler Kassim.
Hvordan stod din familie politisk?
Min far var medlem af KDP, Kurdistans Demokratiske Parti. De var peshmerga’er oppe i bjergene. Jeg var med min far i slagmarken. Dog uden våben, jeg var kun en dreng. Min far gik med og fulgte med ham. Min storebror og flere af mine fætre var i slagmarken. En dag blev to af mine fætre dræbt og min far blev hårdt såret. Selv blev jeg såret i armen, som du stadig kan se,” siger han og viser mig to tydelige sår i armen, hvorfra skuddene har ramt og er fløjet ud igen.
Hvordan foregik kampene?
”Vi kæmpede fra morgen til aften. Vi kunne ikke kæmpe mod dem, de havde tusinder af mænd og fly, vi var få. Vi havde flere peshmerga’er der holdt vagter ved vores baser. Vi kiggede på mulige mål ved hjælp af sten. Ikke noget med computer som i dag”, fortæller han og smiler.
”Min far var i gang med at koordinere angreb. Jeg skød én irakisk soldat og ramte ham,” fortæller han.
Men frygtede du ikke selv at blive dræbt?
”Det var prisen værd.”
Du havde en familie, som du også skulle tage dig af samtidig med, at du var partisan. Hvordan forholdt du dig til det?
”Vi var nødt til at kæmpe mod styret. Vores kvinder blev ikke ramt af kampene, fordi vi sendte dem til relativt sikre områder. Vi er vant til at kæmpe og forsørge familien samtidig. Sådan var det også med min far,” fortæller Kassim grinende.
Kassim og familien flygtede til Danmark i 1986.
Hvilke forskelle lagde du mærke til mellem Danmark og Nordirak / Kurdistan?
”Vores kultur, sprog og livsstil. Vi skulle lære det hele forfra, da vi kom til Danmark. Vi var slet ikke vant til, at vi skulle hjælpes fra statens side, gennem sag rådgivere. Det eneste vi fik fra statens side i Irak var skud og fængslinger. Her i Danmark er det fuldstændigt omvendt.”
Hvordan påvirker dine oplevelser fra dengang dig i dag?
”Selvom jeg bor i tiende etage og er helt alene, så skal vinduet være lukket om aftenen. Fordi jeg har denne angst, der gør, at jeg ikke kan sove med vinduet stå åben,” fortæller han.
”Selvom jeg bor i Danmark, så glemmer jeg det ikke. Jeg har været i krig og jeg kan stadig se hundredvis af lige for mig. Alle disse børn skulle gå i timevis i hårdt snevejr. Det er barske oplevelser, som jeg altid har med mig,” lyder det trist fra den ellers hårdnakkede tidligere partisan.
Det skal understreges, at samme artikel er blevet publiceret tidligere sammesteds i juni 2010.