AKP vil skabe forandringer i Tyrkiets kurderpolitik, men på egne betingelser og uden at inddrage kurderne, siger Daniella Kuzmanovic, Tyrkiet-kender på Københavns Universitet.
Af Deniz Berxwedan Serinci
Den kurdiske organisation PKK har længe udvist modstand mod den AKP-ledede tyrkiske regerings kurdiske initiativ, kendt som Açılım (’åbning’). Flere har kritiseret PKK for dets afvisning, heriblandt Mesûd Barzanî, lederen af det kurdiske regionalstyre i Irak.
Ifølge Tyrkiet-ekspert fra Københavns Universitet, Daniella Kuzmanovic skyldes det, at AKP prøver at føre dets kurderpolitik på egne præmisser uden at tale med kurderne.
“AKP prøver som regeringsparti med enemagt at skabe forandringer på deres egne præmisser. Det er AKP, der åbner op for TRT-6 og det er AKP, der tager initiativer til forskellige former for muligheder for at udtrykke sig på kurdisk,“ fortæller Daniella Kuzmanovic.
Ifølge Tyrkiet-eksperten kommer açılım ikke fra de kurdiske kredse selv.
“Det kommer tværtimod fra et regeringsparti, der forsøger at skaffe sig stemmer og indflydelse i de kurdiske områder, for et af dets projekter er at konsolidere dets magt i de områder.”
PKK svarer igen med krig
”PKK ønsker omvendt Açılım på kurdiske præmisser og ikke AKP’s præmisser,” siger Daniella Kuzmanovic og uddyber:
“Açılım betyder ikke, at man militært ikke fortsat bekæmper PKK. Det handler om at udvide rettigheder, men der er fortsat en relativt hårdhændet politik og retorik mod PKK – også fra AKPs side. Açılım er samtidig en proces, hvor PKKs indflydelse bliver begrænset. SÅ PKK har flere grunde til at synes, at Açılım er en yderst dårlig ide, ifølge dem.”
Hun fortæller, at PKK har svaret på Açılım ved at fortsætte og optrappe krigen mod det tyrkiske militær ved adskillige drab og overfald på militærbusser.
For nyligt indgik PKK dog våbenhvile. Ifølge rygter efter forhandlinger med AKP. Men det afviser det tyrkiske regeringsparti.