Adnan Barzange fra Randers inviterede Dronning Margrethe til Halabja og gav hende en gave.
Af Deniz B. Serinci
Foto: KurdanTV
Er der én person, som alle i Danmark – nydanskere som “gammeldanskere” – kender, så er det Dronning Margrethe. I dag fylder hun 80 år.
Også de kurdiske flygtninge lærte hurtigt at kende Hendes Majæstet, som hun kaldes.
En af dem er Adnan Barzange, der stammer fra Silêmanî i irakisk Kurdistan og kom til Danmark i 1999. I dag bor han i Randers, hvor han er integrationspædagog og familiekonsulent hos flygtninge.
Han tog for cirka ti år siden til byen Halabja. Byen blev verdensberømt i 1988, da den irakiske diktator Saddam Hussein giftgassede byen og dræbte 5000 mennesker.
“Jeg var i Halabja og købte en gave, der symboliserer byen. Jeg ville give gaven til Dronning Margrethe,” husker Adnan.
Efterfølgende mødtes Adnan med Halabjas borgmester Khder Kareem.
“Borgmesteren syntes, at jeg skulle invitere Dronningen til Halabja.”
Under Randers Kulturuge i 2010 fik Adnan så mulighed for at overrække dronningen gaven.
“Jeg gav hende gaven og sendte hende invitationen fra Halabjas borgmester. Dronningen sagde tak og tog imod det.”
Adnan husker selv, at han sagde, at han ville “integrere kurdisk kultur med dansk kultur.”
“Gaven symboliserer Halabjas historie. Jeg ville gerne sikre en moralsk opbakning til befolkningen dernede, oplyse om massakren og få den anerkendt,” siger Adnan.
Læs brevet fra Halabjas borgmester Khder Kareem her:
Se video fra dagen her: