En iransk statsborger er anholdt efter drabsforsøg på kurdisk aktivist i Holland. Dansk afdeling af hans parti er bekymret.
En kurdisk aktivist har overlevet et drabsforsøg i Holland. Den 64-årige Sadegh Zarza, tidligere medlem af bestyrelsen i Kurdistans Demokratiske Parti-Iran (PDKI), overlevede i går et attentatforsøg i den hollandske by Leeuwarden. Hans venner og familie beskylder det iranske regime for at stå bag angrebet.
Ifølge den hollandske avis Leeuwarden Courant modtog Zarza et opkald fra en bekendt, der bad om hjælp til sin søn, der studerede i Rotterdam. Zarza accepterede at hjælpe, tog til Leeuwardens togstation, hvor den mistænkte gerningsmand ventede på ham med en buket blomster i hånden.
Et vidne siger til avisen Leeuwarden Courant:
“Da ofret ankom, gik han hen til bilen. De udvekslede ingen ord. Han (gerningsmanden) stak ham med det samme gennem passagersædet.”
Zarza er nu uden for livsfare, siger hans bror Taher Zarza. ”Men han er blevet alvorligt såret.” Den kurdiske mand blev ramt i hovedet, nakken, maven og brystet.
Den mistænkte gerningsmand blev anholdt af politiet kort tid efter hændelsen. Han er 38 år og har iransk statsborgerskab.
”Vi tror, at der er et politisk motiv bag det,” siger Zarzas bror Taher.
Sket i flere lande
Zarza var tidligere Peshmerga for PDKI og kom til Holland som politisk flygtning i 1986.
Sidste år sagde Hollands udenrigsminister, Stef Blok, at Iran stod bag drab i hollandske byer i 2015 og 2017.
“Den hollandske efterretningstjeneste har fundet stærke tegn på, at Iran var involveret i likvideringerne af to hollandske statsborgere, som var af iransk oprindelse,” skrev Blok ifølge DR i et brev til det hollandske parlament.
Ifølge Politiets Efterretningstjeneste, PET herhjemme planlagde iranerne i efteråret 2018 at slå til mod en gruppe regimekritiske eksiliranere i Ringsted.
Præstestyret i Teheran benægter enhver involvering i de påståede angreb.
Danske kurdere bekymrede
Men Irans angivelige involvering bekymrer danske kurdere.
Silêman Keleshi, der bor i Danmark og er ansvarlig for PDKIs organisation i Skandinavien, siger:
“Vi er meget bekymrede, fordi enhver, der er imod regimet er i farezonen. Regimet kender ingen landegrænse og viser ingen nåde.”
Keleshi har kendt Zarza i 30 år og arbejdet sammen med ham. Han blev derfor chokeret over drabsforsøget.
“Drabsforsøget på Zarza er en terrorhandling, planlagt af det iranske regime.”
PDKI’s ledere er tidligere blevet dræbt i Europa.
De kurdiske demokraters leder Abdulrahman Ghassemlou blev dræbt i en lejlighed i Wien den 13. juli 1989 af to mænd, der udgav sig for at være journalister. Østrigsk politi tilbageholdt de to gerningsmænd, der efterfølgende viste sig at være iranske diplomater, tilknyttet den iranske ambassade i Wien.
Ghassemlous efterfølger Sadeqh Sharafkandi levede heller ikke længe. Han blev dræbt på den græske Mykonos-restaurant i Berlin den 17. september 1992. De tyske myndigheder retsforfulgte flere af gerningsmændene og konkluderede, at den iranske regering var ”direkte involveret” i Mykonos-mordet.
Tyskerne mente, at Irans øverste religiøse leder, Ayatollah Ali Khamenei, beordrede mordene, og at præsident Akbar Hashemi Rafsanjani godkendte dem.