Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har beordret Tyrkiet til at betale Demirtaş 2.500 euro i erstatning samt 1.000 euro til sagens omkostninger.

Af Deniz Berxwedan Serinci

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) i Strasbourg nåede i går frem til, at Tyrkiet har krænket den fængslede kurdiske politiker Selahattin Demirtaş’ ytringsfrihed. Demirtaş er tidligere leder af det prokurdiske Folkenes Demokratiske Parti (HDP).

Domstolen nåede enstemmigt frem til, at regeringen i Ankara overtrådte artikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention om ytringsfrihed ved at dømme Demirtaş for udtalelser, som han fremkom med under en tv-udsendelse på den danskbaserede kurdiske tv-station Roj-TV i 2005.

Dengang arbejdede Demirtaş som leder af Diyarbakırs Menneskerettighedsforening. Over en telefonforbindelse deltog han i en udsendelse på Roj-TV og kom med udtalelser om Abdullah Öcalan, den fængslede leder af Kurdistans Arbejderparti (PKK). Det var udtalelser, der støttede PKK, mente de tyrkiske myndigheder. PKK har i fire årtier ligget i krig med den tyrkiske hær og står på EU’s terrorliste.

Men ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol var udtalelserne fra Demirtaş ikke udtryk for hate speech, opfordring til vold eller væbnet oprør.

Nu har domstolen derfor beordret Tyrkiet til at betale Demirtaş 2.500 euro i erstatning samt 1.000 euro til sagens omkostninger.

Den 46-årige Demirtas stod i spidsen for HDP, da det ved valget den 7. juni 2015 formåede at komme over den tyrkiske spærregrænse på 10% og dermed blive repræsenteret i det tyrkiske parlament.

Den 4. november 2016 blev Demirtaş og mange andre HDP-parlamentarikere så anholdt for “støtte til PKK”. I september 2018 idømte en domstol i Tyrkiet Demirtaş fire år og otte måneders fængsel for at sprede propaganda til fordel for PKK.

I november 2018 opfordrede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Tyrkiet til at løslade Demirtaş. En opfordring, som den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan afviste at følge. Sidstnævnte beskylder Demirtaş for at være medskyldig i 53 tyrkiske statsborgeres død i oktober 2014 under demonstrationer til fordel for den syrisk-kurdiske by Kobanî.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer