Dansk Kurdisk Arbejdsgiverforening (DKAF) fordømmer massakren på 35 landsbybeboere i Roboskî og kræver, at udenrigsminister Villy Søvndal giver den tyrkiske ambassadør i København en påtale.

I sidste uge mistede 35 civile kurdere livet i Roboskî, Qileban, Şirnex-provinsen nær grænsen mellem Tyrkiet og Irak efter et tyrkisk luftangreb.

Langt de fleste af de dræbte er 20 år, heriblandt et par børn helt ned til 12 års alderen.

Dansk Kurdisk Arbejdsgiverforening (DKAF) tager afstand fra angrebet i en pressemeddelelse.

”Dansk Kurdisk Arbejdsgiverforening (DKAF) fordømmer på det kraftigste dette seneste overgreb på det kurdiske mindretal i landet og opfordrer hermed den danske offentlighed til at vise solidaritet ved at fordømmemassakren på civile kurdere begået af den tyrkiske stat.

Det er velkendt i Tyrkiet, at disse unge mennesker og børn tjener penge til deres skolegang ved at hente billige varer fra Irak med salg for øje. Dette er også en vigtig indtægtskilde for den lokale befolkning, hvis økonomi er stærkt påvirket af den væbnede konflikt mellem det tyrkiske militær og den kurdiske oprørsbevægelse PKK.

Dansk Kurdisk Arbejdsgiverforening (DKAF) begærer, at udenrigsminister Villy Søvndal giver den tyrkiske ambassadør i Danmark en påtale om, at Danmark på ingen måde vil acceptere overgreb på civile kurdere og samtidig opfordrer Tyrkiet til at give det kurdiske mindretal på 15-20 millioner mennesker i landet ret til selvstyre, som DKAF mener, er løsning på den 30-årige konflikt.

Dansk Kurdisk Arbejdsgiverforening (DKAF) vil også opfordre den danske presse til at sætte mere fokus på den kurdiske konflikt i Mellemøsten og i højere grad dække konflikten sagligt og dybdegående i stedet for kun at citere tyrkiske nyhedsbureauer, som er kendte for at være subjektive i deres dækning af den kurdiske konflikt i landet.

Det seneste eksempel på dette ses ved, at de tyrkiske medier har valgt at dække over det tyrkiske militærs overgreb på civile kurdere i Uludere ved at begrunde bombardementerne med, at militæret bekæmper den kurdiske oprørsbevægelse PKK. De officielle meddelelser fra den tyrkiske regering og militæret har da også været, at drabene skyldtes fejlagtige efterretninger om, at der var tale om PKK-guerillaer, der var i færd med at krydse grænsen.

DKAF har med stor beklagelse konstateret, at disse udmeldinger også har fundet vej til de danske medier, som dermed har givet et usandt billede af hændelsen.

Til orientering for de danske myndigheder og offentligheden kan vi oplyse, at kurdiske vidner, som har overlevet bombardementerne, har berettet til IHD (Foreningen for Menneskerettigheder i Tyrkiet), at de tyrkiske soldater allerede havde kendskab til disse unge mennesker, og at de undervejs faktisk var blevet stoppet af soldaterne. Efter en kort dialog med soldaterne blev de imidlertid henvist til at tage en anden vej end dén, de normalt benytter sig af, hvorefter de tyrkiske krigsfly angreb dem.

www.ihd.org.tr/

I DKAF er vi således overbeviste om, at den tyrkiske presse, regering og militær dækker over en bevidst handling begået mod kurdere.

Derfor vil vi endnu engang opfordre det danske samfund til at stå sammen med kurderne og fordømme drabene på civile medborgere,” lyder det Dansk Kurdisk Arbejdsgiverforening (DKAF).

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer