Muslimske buschauffører skal ikke køre bus under ramadanen. Sådan siger byrådsmedlem fra Dansk Folkeparti i Odense.

Af Alan Hasso

Det er byrådsmedlem i Odense for Dansk Folkeparti, Alex Ahrendtsen, som står bag forslaget, og han mener, at de buschauffører der faster, og som er sultne og sløje, kan true trafiksikkerheden.

”Når man faster, er man ikke fysisk i stand til at køre bus med en masse passagerer. Jeg vil klart råde busselskaberne til at sende deres muslimske medarbejdere hjem på ferie,” siger Alex Ahrendtsen.

Dansk Folkeparti i Odense har taget forslaget til sig, og samtidig sendt et brev til trafikselskabet FynBus, hvor partiet netop opfordrer selskabets bestyrelse til at sende muslimske buschauffører på ferie.

Ideen får dog ikke støtte fra Dansk Folkepartis trafikpolitiske ordfører, Kim Christiansen, der mener, at forslaget er i overkanten, selvom han medgiver sin kollega, at alle buschauffører skal være friske.

Busselskabet FynBus har imidlertid ikke reageret på forslaget.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer