Indvandrere skal først have ret til velfærdsydelser, når de har betalt skat i syv år, mener Dansk Folkeparti.
Man skal betale skat i Danmark i syv år, før man kan få velfærdsydelser i Danmark.
Det er et af Dansk Folkepartis krav før de kommende forhandlinger om finansloven.
– Det mener vi er nødvendigt for at sikre holdbarhed i de offentlige finanser, siger DF’s finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, til TV-Avisen.
Ifølge partiet skal kravet gælde alle indvandrere fra lande uden for EU. De, der kommer til landet for at arbejde, skal derfor have en privat sygeforsikring, som de eventuelt kan få gennem deres arbejdsgiver. På den måde kan man stadig tiltrække kvalificeret arbejdskraft, mener partiet.
– Det er afgørende, at dem, der kommer til Danmark, de skal yde, før de kan nyde. Det kan man sikre ved at lave et optjeningsprincip, så man først får ret til de ydelser, når man har betalt skat i Danmark i en periode på syv år, siger Kristian Thulesen Dahl til TV-Avisen.