Læs udtalelser om Halabja fra danske politikere.
16. marts 1988 angreb snesevis af irakiske flyvemaskiner den kurdiske by Halabja med en giftig regn af bomber. 5000 mennesker døde, de fleste kvinder og børn.
”Det er vigtigt sammen med repræsentanterne for det dansk-kurdiske samfund at erindre de grusomme overgreb under Saddam Husseins regime i Irak, der kulminerende med gasningen af civilbefolkningen i Halabja.” – Mogens Lykketoft (S), formand for Folketinget.
”Halabja er jeres Sabra & Shatilla (palæstinensisk flygtningelejre, der blev massakreret i 1982, red.) Men selvom I bliver undertrykt af Syrien, Tyrkiet og Iran, er I alligevel i stand til at bevare jeres identitet. Hold fast i jeres historie. Kurdistan er der – ikke kun i jeres hjerter, men også i virkeligheden.” – Holger K Nielsen (SF), tidligere udenrigsminister.
”Jeg var stærkt rystet over massakren på Halabja i 1988. Derfor var det godt, at vi i 2003 gik ind og fjernede Saddam.” – Per Stig Møller (K), tidligere udenrigsminister.
”I 1988 svigtede det internationale samfund kurderne. I dag bør være startskuddet til at vi begynder at rode bod på det. Danmark bør følge det svenske og den britiske parlaments eksempel og anerkende Anfal, som et folkemord. Ikke fordi det vil bringe de døde til live igen eller lindre de pårørendes sorger, men fordi det vil være en anerkendelse af lidelserne og være med til at modvirke at det vil ske igen.” – Nikolaj Villumsen, MF, EL.
”Den kynisme angrebet blev udført med noget, der trodser enhver beskrivelse. Og det er rystende at tænke på, at hele verden kort efter vidste hvad der var sket, men intet gjorde.” – Lars Aslan Rasmussen, Borgerrepræsentationen (S).