De færreste europæiske kurdere er PKK’ere, ifølge statistikken. Men det kurdiske arbejderparti er alligevel den største, politisk-kurdiske gruppe blandt Europas kurdere.
Kurdistans Arbejderparti (PKK) har længe domineret den kurdiske diskurs i gaderne i europæiske hovedstæder.
Ved spontane kurdiske demonstrationer i Europa, er det ofte Pro-PKK foreninger, der står bag protesterne. Bannere og billeder af Abdullah Öcalan, bevægelsens fængslede leder, er ofte tilstede.
PKK har det med at tiltrække det største deltagerantal ved demonstrationer. Det anslås, at 30.000 i sidste uge demonstrerede i Düsseldorf, Tyskland.
Ahmet Alis, en historiker fra Bogazici Universitet i Istanbul, vurderer at “PKK er den største gruppe blandt kurdere i næsten alle europæiske lande, undtagen Sverige”.
Ifølge en 2012 rapport fra det tyske forbundskontor for beskyttelse af forfatningen (BFV), har PKK næsten 13.000 tilhængere i Tyskland, hvilket gør det til den “største udenlandske og radikal styrke” i Tyskland.
13.000 er ikke mange ud af de anslåede 800.000 kurdere i Tyskland, men som Alis siger, så har ingen af PKK’s rivaler været i stand til at organisere noget, der nærmer sig PKK’s niveau.
I Tyskland begyndte PKK at mobilisere blandt ikke-politiske kurdiske indvandrere fra Tyrkiet i begyndelsen af 1980’erne.
Derimod er Sveriges kurdere primært politiske flygtninge fra andre veletablerede kurdiske nationalistiske partier, såsom Ala Rizgarî, Pêşeng og Kurdistans Socialistiske Parti (PSK).
Ifølge PKK-tilhængere er årsagen til dens popularitet, at partiet længe har været engageret i en blodig krig mod Tyrkiet, mens andre parter ikke har ført væbnet kamp.
“Havde det ikke været for PKK og YPG, ville min familie i Rojava (syrisk Kurdistan) være blevet dræbt af Islamisk Stat,” siger Firyal Khalaf. Hun bor i Tyskland og har rødder i Shingal i irakisk Kurdistan, men har også familie i Syrien.
Eksperter: PKK er udemokratisk
Mikhail Pirmeh bor i Danmark og er fra en iransk-kurdisk familie, der oprindeligt støttede Kurdistans Demokratiske Parti-Iran (PDKI). PDKI afsluttede den væbnede kamp i 1990’erne og blev svækket af interne stridigheder.
“PKK har været god til at holde sammen, så de kan være stærke, snarere end at blive splittet i små grupper,” siger Pirmeh og tilføjer, at partiet er aktiv i alle dele af Kurdistan.
“PKK er åben for alle, uanset hvilken del af Kurdistan du kommer fra, og det tiltrækker mig som en iransk kurder,” siger Pirmeh.
Ifølge Alis, er PKK dygtig til at mobilisere tilhængere til at dukke op til demonstrationer via netværk, sociale medier og dets egne medier. PKK har også støttende tv-stationer og andre medier.
PKK fik sin terrorstempling pga. angreb på civile og turister i tyrkiske byer i 1990’erne, ifølge Jakob Lindgaard, en dansk ekspert i Tyrkiet.
Det tidligere benhårde, marxistisk parti har dog afstået fra en sådan taktik i de senere år, fastslår Lindgaard.
Aliza Marcus, der har skrevet bogen ”Blood and Belief” om PKK kritiserer PKK for stadig at bruge autoritære og udemokratiske metoder, som stammer fra dets “ekstremt venstreorienterede baggrund, som oprindeligt ikke tåler kritik.”
Lindgaard tilføjer:
”PKK intimiderer folk, der er uenige med dem selv. Der er en opfattelse af, at det nødvendigt at stå sammen. Det giver jo i og for sig god mening i en tyrkisk kontekst. Men det er også udemokratisk”.
