“Assad er en diktator, der har gasset sin befolkning, så det er ikke et sikkert sted at sende flygtninge til,” siger Julie Skjelborg Frederiksen fra SF.

Fotos: Susanne Slot

Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet og den syriske forening Dozana har i Holstebro arrangeret en demonstration i protest mod hjemsendelser af syriske flygtninge.

“Vi synes, at det er pinligt og forfærdeligt, at de syriske flygtninge får afslag lige nu,” siger Julie Skjelborg Frederiksen, medlem af SF og talsperson for demonstrationen.

“Vi har brug for at gøre noget. Ved at protestere håber vi at kunne råbe politikerne op, så de fører en mere human flygtningepolitik.”

Men som flygtninge vidste de vel godt, at de er her på lånt tid?

“Jeg kan ikke følge argumentet om at sende syrerne tilbage til et land, hvor der er ikke er fred. Assad er en diktator, der har gasset sin befolkning, så det er ikke et sikkert sted at sende flygtninge til. Det er noget andet, hvis vi kunne garantere folks sikkerhed og hvis der var fred, men det er der ikke lige nu.”

Udover borgere fra Holstebro, deltog også folk fra Viborg, Struer og nabobyerne i demonstrationen.

I sidste uge sagde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til TV 2, at forholdene i den syriske hovedstad Damaskus ikke længere er så alvorlige, at der er grundlag for at forlænge midlertidige opholdstilladelser.

“Vi er nødt til at holde fast i, at vi kun giver folk beskyttelse, hvis de har brug for beskyttelse. De skal rejse hjem til deres land og hjælpe med at opbygge deres land,” lød det fra ministeren.

De Radikales udlændinge- og integrationsordfører, Kristian Hegaard, kritiserer hjemsendelserne. Han henviser til, at flere internationale organisationer har frarådet hjemsendelser til den syriske hovedstad.

Her fotos fra demonstrationen.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer