Demonstration for HDP i København. Se fotos.
En gruppe kurdere og sympatisører af Folkenes Demokratiske Parti (HDP) demonstrerede idag foran Tyrkiets ambassade i København mod anholdelser af HDP-politikere.
De blev anholdt i sidste uge af tyrkisk politi, mistænkt for at støtte Kurdistans Arbejderparti (PKK), som står på Tyrkiet og EU’s terrorliste.
Søren Søndergaard, menneskerettighedsordfører for Enhedslisten, var en af talerne. Han nævnte de seneste tiltag i Tyrkiet:
“Med afskedigelse af titusindvis af offentlige ansatte, med pressecensur, med fængsling af tusinder, herunder dommere, journalister og folkevalgte parlamentarikere og borgmestre, så går det i den helt forkerte retning i Tyrkiet.”
Søndergaard oplyste også under sin tale, at Enhedslisten har adopteret de HDP-politikere, der er anholdt i Tyrkiet. Derudover skal 14 folketingsmedlemmer fra partiet til Tyrkiet for at overvære retssagerne mod HDP’erne. Søndergaard efterlyste øget pres fra den danske stat på den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan.
“Over for et regime, som Erdogans, er ord ikke nok. Det er selvfølgelig en begyndelse, at den danske regering og EU har udtrykt ”bekymring” over situationen. Nu må der følges op med handling!”
I sidste uge blev medlederne af HDP, Selahattin Demirtaş og Figen Yüksekdağ samt øvrige HDP-parlamentarikere anholdt.
HDP var inden anholdelser det tredjestørste parti i Tyrkiet med 59 pladser i parlamentets 550 pladser. Partiet mener, at præsident Erdogan og hans AKP-parti forsøger at tvinge dem ud af parlamentet og dermed få mere magt til AKP selv.
Sidstnævnte derimod siger, at HDP er den politiske gren af PKK og at dets parlamentsmedlemmer derfor bør retsforfølges. Det er en anklage, HDP afviser. HDP anses dog af eksperter for at være meget tæt på PKK.