“At vi er fængslede, vil ikke få os til at droppe vores kamp. Selvom vi er i fængsel, vil kampen for demokrati fortsætte,” siger Selahattin Demirtaş.
Medlederen af det pro-kurdiske Folkenes Demokratiske Parti (HDP), Selahattin Demirtaş mødtes med familiemedlemmer i fængslet, hvor han har siddet i over en måned.
Demirtas, der blev fængslet for påståede forbindelser til Kurdistans Arbejderparti (PKK) mødtes med sine døtre, hustru, forældre og en søster i Edirne fængslet i det nordvestlige Tyrkiet. Han sagde ifølge familien blandt andet:
“Vi er fast besluttede på at fortsætte vores kamp og vores moral er højere end nogensinde. At vi er fængslede, vil ikke få os til at droppe vores kamp. Selvom vi er i fængsel, vil kampen for demokrati fortsætte.”
I sidste måned blev medlederne af HDP, Selahattin Demirtaş og Figen Yüksekdağ samt øvrige HDP-parlamentarikere anholdt.
Tyrkiet anklager HDP for at støtte PKK, der står på Tyrkiets og EU’s terrorliste. HDP afviser anklagen om at støtte PKK og beskylder den tyrkiske præsident Erdogan for at forfølge politiske modstandere. Internationale eksperter vurderer, at HDP og DBP er meget tætte på PKK. Samtidig har der fra EU og andre internationale organisationer lydt kritik af Erdogans autoritære træk.