Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) har i dag meddelt, at Tyrkiet “straks bør løslade” den kurdiske politiker Selahattin Demirtaş.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) har i dag meddelt, at Tyrkiet bør “træffe alle nødvendige foranstaltninger” for at den kurdiske politiker Selahattin Demirtaş bliver “løsladt straks” fra fængslet.
Domstolen siger, at den ikke kan se beviser for, at den tidligere leder af Folkenes Demokratiske Parti (HDP), Demirtaş skulle havde begået en terrorrelateret lovovertrædelse. Endvidere mener domstolen, at fængslingen af HDP-politikeren sender et “farligt signal” til det tyrkiske folk og “blot er en undskyldning for et politisk formål.”
“Den fortsatte tilbageholdelse fratog ikke kun tusinder af vælgere en mulighed for at blive repræsenteret i det tyrkiske parlament. Det sendte også et farligt signal til hele befolkningen, hvilket reducerer muligheden for en fri demokratisk debat,” lyder det i domstolens afgørelse.
Den 47-årige Demirtas stod i spidsen for HDP, da det ved valget den 7. juni 2015 formåede at komme over den tyrkiske spærregrænse på 10% og dermed blive repræsenteret i det tyrkiske parlament.
Den 4. november 2016 blev Demirtaş og mange andre HDP-parlamentarikere så anholdt for “støtte til PKK”, Kurdistans Arbejderparti.
I september 2018 idømte en domstol i Tyrkiet Demirtaş fire år og otte måneders fængsel for at sprede propaganda til fordel for PKK, der betragtes som en terrororganisation af både Tyrkiet og EU.
I november samme år opfordrede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Tyrkiet til at løslade Demirtaş. En opfordring, som den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan afviste at følge. Sidstnævnte beskylder Demirtaş for at være medskyldig i 53 tyrkiske statsborgeres død i oktober 2014 under demonstrationer til fordel for den syrisk-kurdiske by Kobanî.
“Demirtaş har fået 53 af mine kurdiske brødres blod på hænderne. Han skal før eller siden stå til regnskab for det. Ellers vil historien ikke tilgive ham,” sagde Erdoğan under en tale i Diyarbakir/Amed sidste sommer.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol nåede i juli sidste år frem til, at Tyrkiet har krænket Demirtaş’ ytringsfrihed ved at dømme Demirtaş for udtalelser, som han fremkom med under en tv-udsendelse på den danskbaserede kurdiske tv-station Roj-TV i 2005. Domstolen beordrede derfor Tyrkiet til at betale Demirtaş 2.500 euro i erstatning samt 1.000 euro til sagens omkostninger.