“Jeg ønsker ikke at svare på spørgsmål om anklagerne mod mig. Kun mit folk kan udspørge og retsforfølge mig for mine politiske aktiviteter.”
Foto: Mahmut Bozarslan
En række parlamentarikere fra Folkenes Demokratiske Parti (HDP) er blevet anholdt, mistænkt for at støtte det terrorstemplede Kurdistans Arbejderparti (PKK).
En af dem er medleder af HDP, Selahattin Demirtaş. Da han kom for en dommer i dag, lød svaret fra den kurdiske politiker:
“Jeg ønsker ikke at svare på spørgsmål om anklagerne mod mig. Kun mit folk kan udspørge og retsforfølge mig for mine politiske aktiviteter.”
Derudover lød det fra Demirtaş:
“Vi repræsenterer ikke os selv, men de mennesker, der har stemt på os. Jeg har stadig parlamentarisk immunitet og jeg er medlem af parlamentet.”
Anholdelserne af politikerne kommer efter, at et lovforslag fra maj om at fratage immuniteten hos folkevalgte, som skete på præsident Recep Tayyip Erdogans initiativ, blev vedtaget med et flertal på to tredjedele.
HDP er det tredjestørste parti i Tyrkiet med 59 pladser i parlamentets 550 pladser. Partiet mener selv, at forslaget er Erdogan og hans AKP-partis forsøg på at tvinge dem ud af parlamentet og få mere magt til AKP selv.
Sidstnævnte derimod siger, at HDP er den politiske gren af Kurdistans Arbejderparti (PKK) – der står på EU’s terrorliste – og at dets parlamentsmedlemmer derfor bør retsforfølges. Det er en anklage, HDP afviser.
HDP anses dog af uafhængige eksperter for at være tæt på PKK. Det illustreres blandt andet af, at partiet normalt ikke fordømmer PKK og at der ved partimøder sommetider er PKK-flag.