”De tog pigerne og voldtog dem. Efter at de vendte tilbage, begik pigerne selvmord.” Læs gruopvækkende historier om piger, der blev bortført af IS.

Iraks menneskerettighedsminister Mohammed Mahdi oplyste i januar i år, at ”5000 kurdiske ezidier er blevet kidnappet af IS og solgt på slavemarkeder. Endvidere er tusinder [ezidier] blevet dræbt.”

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International skrev i en rapport i 2014, at kvinderne blev udsat for ”tortur, herunder voldtægt og andre former for seksuel vold.” Rapporten tog udgangspunkt i 42 kvinder og piger, der var blevet bortført af IS-militante, tvangsgiftet eller solgt som sexslaver eller givet væk som gaver til krigere eller tilhængere af IS. Der var tale om piger ned til 14 årsalderen, nogen yngre.

Amnesty International kunne ligeledes beskrive hvorledes to ezidi-søstre efter eget udsagn havde forsøgt at dræbe hinanden ved kvæle hinanden, da de indså, at de ville blive solgt som koner til IS-krigere. Wafa, 27, og hendes søster, som ikke er blevet identificeret, blev taget til fange sammen med hundredvis af andre ezidi-kvinder, da Shingal blev indtaget af IS 3. august. Deres gidselstager fortalte dem, at de enten skulle gifte sig med ham og hans bror, ellers ville han sælge dem. Om natten forsøgte de at kvæle hinanden. Men de to søstre blev stoppet af andre piger, der adskilte dem.

I samme rapport beretter Amnesty om en kvinde ved navn Jilan, som begik selvmord ved at skære i sig selv og hænge sig selv, fordi hun frygtede at blive tvunget ind i et ægteskab.

Ingen vil dræbe voldtagne piger. Derfor begik de selvmord

I en anden episode, var tre ezidi-søstre blevet tilfangetaget af IS. Resten af pigernes familier var undsluppet til Shingal-bjerget. Søstrene blev derefter voldtaget. Efter ugerningen var de blevet frigivet af IS og sendt af sted til Shingal-bjerget. Her blev de genforenet med deres familie. Pigernes mor fortalte journalister, at døtrene skammede sig så meget over at være blevet voldtaget, at de oppe på bjerget bad folk om at dræbe dem og på den måde slippe for skammen. Men ingen ville dræbe dem. Derfor sprang de tre søstre fra bjerget og begik således selvmord. Deres moder sagde til avisen Rudaw:

”De tog pigerne med magt og voldtog dem, og efter at de vendte tilbage, begik de selvmord.”

Ezidien Qasim Aata, der senere blev reddet ned fra bjerget, fortalte medierne, at han havde mødt en 23-årig kvinde, der havde bedt ham om at dræbe hende.

”Pigen sagde ’dræb mig’, og da jeg spurgte hvorfor, sagde hun, at de militante havde voldtaget hende og beordret hende til at gå til bjerget og fortælle de andre, hvad der var sket.”

Ifølge vidneudsagn fra de kvinder, som var undsluppet fra fangenskab, var de fleste af de mænd, de mødte under deres drama samt de potentielle ”købere” ofte irakere og syrere. Nogle var fra andre arabisktalende lande. Fire kvinder og piger sagde, at de havde været holdt som gidsler hjemme hos to australske krigere af libanesisk oprindelse, hvoraf den ene levede med sin australske kone. De fleste mænd var i 20’erne og 30’erne, nogle var ældre, og få var meget ældre.

IS tvang piger til at ringe til familie

Ofte var køberne lokale forretningsfolk, ikke krigere, der købte pigerne og derefter registrerede deres ægteskab i den lokale sharia-domstol, oprettet af IS.

Den italienske avis La Repubblica fik et mobilnummer til en 17-årig ezidi-pige, der var taget til fange af IS. Angiveligvis lod IS hende tale i telefon med de italienske journalister for på den måde at sprede skræk og rædsel.

Pigen – hvis navn er anonym – beskrev, hvorledes hun blev tvunget til sexslaveri sammen med 40 andre kvinder og piger, nogle helt ned til 12-årsalderen. Hun beskrev sine torturbødler som “mennesker uden et hjerte”, der “ikke engang skåner kvinder med små børn”.

Hun hævdede, at kvinderne i hendes gruppe – alle ezidier – blev seksuelt misbrugt på daglig basis, mens de blev holdt fanget i en bygning, der har tildækkede vinduer og som bevogtes af bevæbnede mænd. Hun sagde blandt andet til La Repubblica.

“Der er en del af mig, der bare ønsker at dø. Men der er en anden del af mig, der stadig håber, at jeg vil blive reddet, og at jeg vil være i stand til at omfavne mine forældre igen…For at såre os endnu mere, beordrer de os til at ringe til vores forældre og i detaljer fortælle vores forældre, hvad de gør ved os. Samtidig griner de.”

Rige arabere redder piger

I november blev der offentliggjort en video, hvor formodentlige IS-folk diskuterer salg af kvindelige, ezidi-sexslaver ned til 15 år. En mandlig stemme bliver ved med at spørge i videoen ”Hvor er min ezidi-pige?”

”Det er markedsdag for kvindelige sexslaver. Med Allahs tilladelse vil alle få deres andel. Alle må tage den del, de har lyst til,” erklærer en fuldskægget mand i et rum, prydet med IS-plakater.

Samtidig var der også flere ezidi-familier der gennem mellemmænd forsøgte at købe deres kidnappede døtre tilbage. Det foregik ved, at man fandt en, man kan stole på og få vedkommende til at tage til IS-folkene og sige ’Hende her, vil jeg gerne købe og gifte mig med’.

Der var også arabiske forretningsmænd, der befriede ezidierne. I september 2014 kunne den arabiske nyhedskanal Al-Sharqia samt den kurdiske tv-kanal WaarTV rapportere, at en arabisk forretningsmand havde betalt løsesum for at frigive 45 ezidi-mænd, kvinder og børn fra IS-fangenskab på et slavemarked i Mosul for 30.000 dollars, cirka 187.350 danske kroner. Ifølge WaarTV fortalte manden, at han ville ”gøre en god gerning” ved at hjælpe de tilfangetagne ezidier. Ifølge netavisen Ezidipress.com har flere sunni-arabiske privat- og forretningsfolk betalt løsepenge, især for ezidi-kvinder og derefter sendt dem tilbage til deres familier.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer