For ti år siden kunne de ikke et ord dansk og havde ingen uddannelse. Nu er de blevet eller bliver snart ingeniører og læger. Interview med flygtningefamilier fra Syrien og Rojava.
I disse dage er det 10 år siden, at flygtninge fra Syrien vandrede på de danske motorveje.
Den 2. september 2015 gik billedet af den toårige dreng Alan Kurdî, der blev fundet med hovedet nedad i en strandkant i Tyrkiet, verden rundt og blev symbol på sommerens flygtningespørgsmål.
Fire dage senere, den 6. september 2015, dukkede de første vandrende flygtninge op ved Rødby Færgehavn.
På Københavns Hovedbanegård var en stor gruppe samlet for at tage imod flygtninge, blandt andet med bannere med teksten ”Hûn bi xêr hatin”, velkommen på kurdisk.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) fortalte i juli i år til nyhedsbureauet Ritzau, at integrationen af syriske flygtninge ikke har været nogen succes rent økonomisk.
Medierne har nævnt flere historier om arbejdsløshed, kriminalitet, og så videre.
Men der er også dem, der har klaret sig godt. Jiyan.dk har samlet et par historier fra forskellige steder i Danmark, der viser et andet billede af integrationen.
HASSO-FAMILIEN I HORSENS

Hasso-familien i Horsens består af en far, mor og syv børn, der kom fra byen Dêrik til Danmark mellem 2014 og 2016.
Flere af dem er blevet uddannet ingeniører herhjemme.
Roza Hasso er kandidat i software-ingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og arbejder som manager indenfor feltet. Søsteren Rofanda blev i sommers færdiguddannet Elektrisk Energiteknologi på Aarhus Universitet og arbejder nu som El-ingeniør på virksomheden Eltronic FuelTech. En tredje søster, Sidar, bliver færdiguddannet bygningsingeniør til vinter. En fjerde søster, Shilan er student fra Aalborg HF og skal starte i praktik som bygningsingeniør næste måned. En femte søster Sema blev i sommers student fra STX, Horsens Gymnasium og er læser nu erhvervsøkonomi.
Derudover er der to brødre i familien, Shewyar og Sabri, som enten har læst på gymnasiet eller er i arbejde. Familiens far, Ibrahim Hasso, var ingeniørassistent i Syrien, før han kom herop i september 2014, på flugt fra krigen. Senere blev børnene familiesammenført med ham.
Rofanda fra familien skulle lige til at starte i gymnasiet, inden de kom herop i 2016. I Hovedgård, tæt på Horsens læste 16-årige Rofanda 8. og 9. klasse, begyndte derefter i gymnasiet og til sidst universitetet i Aarhus.
Årsagen til familiens succes skal findes i forældrenes opfordring til at tage sig en uddannelse og børnenes målrettethed.
”Vi vidste altid, hvad vi ville i forhold til uddannelse,” siger Rofanda. ”Derfor var der ikke andet at gøre end at arbejde hårdt for at opnå vores mål.”
ABDULLAH-FAMILIEN I MIDDELFART

Abdullah-familien i Middelfart består af en far, mor, tre døtre og en søn. Familien stammer fra Efrîn, boede i Aleppo og kom i 2015 til Danmark.
Faren Hicham Abdullah er uddannet landbrugsingeniør med speciale i korn fra Aleppo Universitet. I Syrien var han direktør for hvede- og bygcenteret i Efrîn. I Danmark blev han ansat hos Agrolab, der tilbyder analyser og rådgivning inden for landbrug og miljø. Moren Alifa Alo, har læst pædagogisk psykologi på Damaskus Universitet. Hun arbejdede som skolepsykolog på flere skoler i Aleppo og Efrîn. I Danmark begyndte hun i en børnehave, hvor hun arbejdede i seks år, og senere tog hun en SOSU-hjælperuddannelse og arbejder i dag på et plejehjem.
Nu til børnene:
25-årige Triva er den ældste. Hun gik i 9. klasse i Syrien. I dag læser hun medicin på Syddansk Universitet, går på 9. semester og bliver færdiguddannet om to år. 23-årige Judi gik i 8. klasse i Syrien. I dag læser hun også medicin på SDU og er også færdig om to år. 20-årige Beram gik i 3. klasse i Syrien. I dag læser han finans på 3. semester på IBA Kolding. Den yngste søster Sulafa er 15 år og går i dag i 9. klasse i Middelfart.
Om årsagen til familiens succes siger Triva:
”Vores forældre har altid lagt stor vægt på, at vi børn skulle tage en uddannelse, fordi de ser det som vejen til en tryg og sikker fremtid.”
Omvendt var der også udfordringer.
”Særligt sproget og usikkerheden ved midlertidig opholdstilladelse har fyldt meget.”
I dag har faren og den yngste søster opnået dansk statsborgerskab.
HAMI-FAMILIEN I SILKEBORG

Hami-familien i Silkeborg stammer fra Kobanî og kom til Danmark mellem 2014 og 2015.
Først kom Shahi og Siamand til Denmark i 2014, så kom faren Shahin Hami i starten af 2015. Derefter lavede han en familiesammenføring til resten af familien, nemlig Samira, Yasmin og Asper i slutningen af 2015.
Familiens store tragedie indtraf den 19. september 2020, da faren mistede livet.
Sønnen Shahi Hami var i gang med at læse til bygningsingeniør på Aleppo Universitet i Syrien, men kom så til Danmark og måtte starte fra bunden af. Her tog Shahi 9. og 10. klasse. På grund af farens død, tog han en pause fra studierne. Senere startede han igen og læser i dag til bygningsingeniør på Via College i Horsens på sjette semester.
Den anden bror Siamand er blevet færdig på Farmacistudiet på Syddansk Universitet og arbejder nu på et apotek. Den tredje bror Asper blev færdig med Th. Langs HF & VUC i Silkeborg og læser nu økonomi på Erhvervsakademiet i Aarhus. Søsteren Yasmin læser til bioanalytiker på Via College. Familiens mor Samira er blevet uddannet socialsundhedshjælper.
Årsagen til succesen ligger i tilegnelsen af det danske sprog, mener Shahi. Han havde et halvt år langt ophold på en højskole, hvilket styrkede danskkundskaberne.
”Det første skridt er at lære dansk. Så går man videre,” fortæller Shahi.
En anden grund til familiens succes er, at forældrene motiverede børnene.
”Hvis vores forældre hele tiden kun sagde, at vi skulle ud og tjene penge, så havde vores historie været anderledes. Vi fokuserede meget på uddannelse.”
Ifølge Shahi handler integration om to ting: at acceptere og respektere.
”Vi bør acceptere de kulturforskelle, der er i Danmark, og som kan være anderledes end Syrien. Samtidig bør vi respektere andres meninger og mål.”
MUSTAFA-FAMILIEN I VORDINGBORG

Sidst, men ikke mindst, er der Mustafa-familien fra Vordingborg. De stammer fra Dêrik, boede i en periode i Damaskus og kom herop mellem 2015 og 2017.
Deres far, Khalil, kom herop i 2015 med en søn, som senere flyttede til Tyskland.
Den yngre søn Zardasht kom til Danmark i august 2017, læste på ZBC i Vordingborg og blev softwareingeniør fra Aalborg Universitet i sommers. Lige nu er han i gang med kandidaten i software ingeniør sammesteds, så han kan blive civilingeniør.
Søsteren Tolin kom også herop i august 2017, læste på Vordingborg Gymnasium og HF. Hun blev i sommers færdig som diplomingeniør i bygning på Aarhus Universitet. Også hun læser videre.
En tredje søster Nojen havde været på andet år af økonomiuddannelsen på universitetet i Syrien, inden hun forlod landet. Hun kom til Danmark i december 2015, fik opholdstilladelse et halvt år senere, og måtte starte forfra. Hun blev student i januar 2019, startede på og færdiggjorde professionsbachelor i offentlig administration.
En fjerde søster, Farasheen er ernæringsassistent og arbejder i en børnehave. Hendes barn læser jura på universitetet, mens et andet barn har læst til markedsøkonom.
Zardasht forklarer familiens succes med opdragelse.
”Vi er opdraget til at arbejde hårdt og ikke give op, når vi møder udfordringer, men tværtimod gøre modstand mod dem,” siger han.
Zardasht håber at give noget tilbage til Danmark.
”Jeg er supertaknemmelig for det, Danmark har gjort for os. Lige nu står jeg som ingeniør, takket være Gud og Danmark. Så jeg håber at kunne give noget tilbage til det Danmark, som har åbnet døren for mig.”