Dansk-kurdiske Aliya Sarkhoshi fortæller om de forbudte farver på en kjole i Kobanî.
Af Aliya Sarkhoshi
Jeg havde ikke mange kjoler, men jeg havde én, og den betød alt. Den var kærligt syet af min mor af rester fra et gammelt tæppe.
Min mor elskede de farver. Hun smilede, mens hun syede dem sammen, og lod sine fingre glide over stoffet, som om hun rørte noget helligt.
Hun bar sit ophav med stolthed, hun tilhørte helhjertet vores identitet. Hun forstod, hvad farverne betød, men sagde aldrig noget til mig. Hun lod mig leve min uskyldige glæde.
For mig var farverne blot blomster og forår. Jeg vidste ikke, at de kunne blive til en anklage. Jeg vidste ikke, at min lille krop bar noget, der kunne skræmme, bekymre og provokere nogen.
Min mor samlede farverne med sine fine fingre og store drømme. Det var, som om hun lappede mit hjerte – ikke blot et stykke stof. Det virkede simpelt i andres øjne, men for mig var det den smukkeste kjole i verden: grøn, gul, rød.
Farverne var ikke bare pynt. De lignede forårsmarker og vilde blomster, der voksede frit på skråningerne i vores landsby. Kjolen blev som selve foråret, da den klædte min lille krop. Den lignede noget, jeg ikke forstod dengang, men som løb i vores blod.
Jeg havde den på og snurrede rundt, lo, flagrede som en sommerfugl uden at ane, at nogle farver kunne være en forbrydelse.
En dag så jeg min far kigge på mig med bekymrede øjne. Hans stemme bar på frygt, da han sagde til min mor:
“Lad hende ikke have den kjole på igen.”
Jeg forstod ikke hvorfor. Hvorfor ville han tage det smukkeste, jeg ejede, fra mig? Hvorfor ville han slukke min glæde? Jeg græd, holdt fast i kjolen som om den var min første drøm. Jeg vidste ikke, at glæde kunne være farlig.
På den skæbnesvangre dag legede jeg foran huset. Vinden legede med kjolens kanter, solen kærtegnede farverne, og jeg lignede et lille flag, der blafrede uskyldigt.
En politibil kørte forbi, bremsede og vendte om mod os.
I vores landsby vidste vi, hvad det betød, når politiet kom. Vi kendte det ligesom vi kendte smagen af frygt. Vi gemte os, når vi hørte de tunge skridt. Vi behøvede ikke tænke, men bare løbe.
Alle løb indenfor. Jeg gemte mig bag huset og kiggede frem.
Jeg så min far, bjerget, jeg troede aldrig ville vakle, stå foran dem. Han prøvede at tale, forklare, berolige. De lyttede ikke.
Jeg forstod ikke deres sprog, men jeg forstod deres hovmod, deres kolde blikke og stemmer, der ikke forhandlede. Nej, de befalede.
Min far forsøgte at beskytte sit hjem, sin familie, sin værdighed. Men hans stemme dirrede. Han var bange.
Jeg greb en lille sten. Holdt den hårdt og hviskede:
“Hvis de slår min far, kaster jeg den.”
Jeg rystede, men jeg var klar til at være skjoldet mellem ham og dem. Jeg var bare et barn med en lille sten og et brændende hjerte.
Efter evigheder kom min far tilbage. Han var træt. Knækket på en måde, jeg aldrig havde set før.
Han sagde til min mor:
“Giv mig kjolen.”
Jeg nægtede. Græd. Holdt fast i den som et stykke af min sjæl.
Min mor så på mig i tavs sorg.
Hun sagde ingenting. Hun vidste, at vi ikke havde noget valg. Hun plejede altid at skændes med min far – men ikke denne gang.
Hun var stille. Magtesløs. Hendes øjne bad om tilgivelse.
Langsomt tog hun kjolen af mig. Jeg rystede. Frøs ikke af kulde, men fordi jeg mistede noget, jeg ikke var klar til at miste.
Det var bare en kjole. Bare stof. Men for dem var det noget andet. Det betød noget, de frygtede.
Min far gik ud med kjolen i hænderne som noget forbudt. Jeg gemte mig og så det hele.
De bad ham brænde den. Det var ikke nok at tage den. De ville se farverne dø. Se glæden blive til aske.
Foran vores hus, under den stille landsbyhimmel, brændte min kjole. Grøn, gul, rød.
Flammer så sort så intet.
Jeg ville løbe, skrige, samle resterne. Men jeg stod bare og stirrede.
Det var ikke nok for dem. De ville have mere.
Jeg så min far tage sine sidste penge frem og give dem.
De tog dem og forlangte mere. De ville ydmyge ham. Bryde ham. Ligesom de havde brudt mit hjerte og brændt min kjole.
Til sidst gik de.
De efterlod sort røg og duften af brændt stof, der aldrig forlod min hukommelse.
Jeg hadede min far i lang tid efter. Jeg kunne ikke se ham i øjnene.
Jeg var bare et barn. Jeg forstod ikke, at han også var et offer.
Jeg forstod ikke, at hans hjerte brændte sammen med hvert sting i den kjole.
At han i det øjeblik var mere knust og mere stærk end jeg nogensinde før havde set.
Jeg blev voksen, og jeg bar tusind kjoler. Men ingen var smukkere end den. Den kjole, der blev brændt.
Ikke fordi den var gammel eller slidt.
Ikke fordi den var grim.
Men fordi den lignede det kurdiske flag – vores flag.
Efter min ankomst til Danmark var mit første stop øen Ærø. Den lille ø, som tog imod mig og omfavnede begyndelsen på mit nye liv. Et år senere, en forårsdag, besluttede vi at fejre Newroz højtiden, der bringer livets farver og fornyelse med sig.
Den dag bar jeg et lyst, traditionelt kurdisk klæde, fyldt med glade farver. Men indeni vakte farverne også en vis uro. Jeg havde stadig en vag frygt med mig fra mit hjemland; frygten for autoriteter, for uniformer og overvågende øjne. Og netop den dag, for første gang i et helt år, så jeg politiet på øen. Der var kun to betjente og én patruljevogn.
Mit hjerte begyndte at hamre, da de nærmede sig. Men noget uventet skete: De smilede. Et varmt og ægte smil, som om de sagde: “Hvor er du smuk, og hvor er dine farver smukke.”
I det øjeblik forstod jeg, at jeg ikke længere var i mit gamle land jeg var et sted, hvor mennesket bliver respekteret, livet værdsat og forskellighed favnet.
Frygten forsvandt og blev erstattet af en dyb følelse af tryghed og tilhørsforhold.
Jeg lærte, at politiet her ikke er et redskab for undertrykkelse, men et skjold for samfundet en beskyttelse af menneskelig værdighed.
Derfor er jeg i dag her i Danmark, og jeg giver landet mit hjerte og min sjæl. Jeg arbejder utrætteligt, dag og nat, uden klage og jeg beder, med hele mit hjerte, om at Danmark må forblive sikkert og fredeligt. At det må forblive et sted, hvor mennesket og livet bliver beskyttet mod dem, der hader livet og hader forskellighed.
