Hvorfor drog danskeren Tommy Mørck i krig i syrisk Kurdistan? Se video

42-årige Tommy Mørck stammer fra Sønderjylland, har tidligere studeret nanoteknologi og økonomi på universitetet, læst til lærer i to år
og prøvet at blive uddannet som fængselsvagt. Han færdiggjorde ikke uddannelserne.

I Aarhus engagerede han sig i lokalpolitik.

“Lige inden jeg tog til Syrien, var jeg daglig leder på Alternativets kontor i Aarhus,” fortæller Mørck i en Jiyan.dk-film.

Terrorgruppen Islamisk Stats fremfærd i Kobanî og Shingal chokerede den danske mand, der i august 2016 tog derned, først til Iraks Kurdistan-region og derfra blev han i oktober samme år smuglet ind til de primært kurdisk-beboede områder i det nordlige Syrien, kendt som Rojava.

“Noget af det værste var, at de (IS) tog kvinder og piger. Det var 5000, der blev kidnappet. Og så blev de brugt som sexslaver, købt og solgt og købt og solgt,” siger han.

Mørck kæmpede med Folkets Forsvarsbrigader (YPG) imod IS. Her fik han det lokale kurdiske navn; Heval Bakur Berxwedan, ”Modstandskammeraten fra Nord”.

Flere gange blev Tommy Mørck og hans kammerater i YPG angrebet af IS-militante.

“Det var en lille landsby, vi skulle ud til og alle troede, at den var tom. Så ingen regnede med, at der var noget. Humøret var højt og det var midt på dagen. Lige pludselig kom der en mand rundt om hjørnet,” husker Mørck. “Vi havde en vagt på huset, men alligevel var han kommet rundt om hjørnet. 20 meter væk og så begyndte han at skyde vildt omkring sig. Da blev vores chauffør så ramt og døde efter 4-5 minutter.”

Efter et halvt år ville han hjem til Danmark. Inden da havde han udover at tage i kamp, også lært kurdisk sprog og kultur.

I april 2017 kom Mørck tilbage og blev afhørt af politiet, frataget sit pas og sigtet for at tage til den syriske krigszone uden tilladelse. Senere blev han idømt seks måneders fængsel og afsonede i Nørre Snede Fængsel i Midtjylland. I marts sidste år var han færdig med at afsone.

I 2021 fik Tommy Mørck efter flere forlængelser og udrejseforbud passet tilbage igen efter 4 år.

“Her i foråret 2021 fik jeg passet tilbage igen og kan rejse, få en øl i Flensborg og besøge familie i Malmø lovligt.”

Se video:

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer