”Hvis det ikke lykkes at skabe sikkerhed for dem i hjemlandet, er ezidierne bestemt asylberettigede i Danmark og EU,” siger Nikolaj Villumsen, Folketingsmedlem for Enhedslisten.

Af Deniz B. Serinci

“Først og fremmest bør Danmark og EU hjælpe de forfulgte ezidier i Irak/Kurdistan humanitært, så de kan få sig en fremtid i deres hjemegn, uden trusler fra Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS).” Det siger Nikolaj Villumsen, Folketingsmedlem for Enhedslisten.

”Men hvis det ikke lykkes at skabe sikkerhed for dem i hjemlandet, er de bestemt asylberettigede i Danmark og EU,” tilføjer han.

Samtidig opfordrer han Danmark til i højere grad at kritisere landene Saudi-Arabien, Qatar for deres støtte til ISIS. Også Nato-allierede Tyrkiet bør kritiseres for formodentlig at tillade radikale jihadister, heriblandt ISIS-folk, at krydse grænsen til Syrien, mener Villumsen.

Tyrkiet har ifølge kritikere i nogle år tolereret jihadisterne at passere over grænsen for at bruge dem mod den syriske diktator Bashar al-Assad og Det Demokratiske Enhedsparti (PYD) i Syrien, der betragtes som en gren af Kurdistans Arbejderparti (PKK), der har været i krig med Tyrkiet i 30 år. Eksperterne er dog uenige om, hvorvidt tyrkerne stadig lader dem passere grænsen.

Naser Khader, seniorforsker ved Hudson Institute i USA, siger, at Tyrkiets grænse til Syrien har været åben for jihadister i en periode.

“Men efter ISIS’ offensiv i Irak, vil den tyrkiske regering nu formentlig seriøst overveje grænsen, fordi det i sidste ende kommer til at skade tyrkerne selv,” mener Khader.

Villumsen kalder ISIS for ”fascistiske islamister” og roser YPG, den væbnede gren af PYD for at have hjulpet ezidierne væk fra Shingal-bjerget, hvor de var strandet. YPG er relateret til PKK, der figurerer på EU’s terrorliste.

”Det er besynderligt”, siger Villumsen. ”Vi holder som Danmark via Nato hånden over Tyrkiet, der tillader ekstremistiske grupper at krydse dets grænse, mens vi terrorstempler dem, der hjælper et folk i nød.”

Den danske regering har i går besluttet at give 2 mio. kr. til flygtninge i Irak og Shingal. Men det er for lidt, mener EL’eren, der bakkes op af Lars Aslan Rasmussen, medlem af Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokraterne. Rasmussen mener i det hele taget, at Danmark bør spille en større rolle bl.a. ved at presse Tyrkiet via Nato. Derudover bør Danmark støtte kurderne militært mod ISIS.

”Vi har tidligere deltaget i militæroperationer på Balkan og Mellemøsten. Ezidierne risikerer udslettelse,” siger han og foreslår også asyl.

”Indtil de får fred i deres hjemland, bør vi støtte ezidierne ved at give dem asyl,” siger socialdemokraten.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer