Udenrigsminister Holger K. Nielsen har fået en henvendelse fra folketingsmedlem, hvor han opfordres til at fordømme drabet på journalist Kawa Germiyanî.

Flere politikere fik kaffen galt i halsen, da de hørte om drabet på den 32-årige kurdiske journalist Kawa Germiyanî, der foruden havde modtaget trusler pga. sine artikler.

”Drabet på Germiyanî er fuldstændig forkasteligt. Det er en forfærdelig forbrydelse og et frontalt angreb på pressefriheden i Kurdistan,” siger Enhedslistens MF Nikolaj Villumsen.

Villumsen vil på baggrund af sagen og en video nu opfordre den nye udenrigsminister, Holger K. Nielsen, til at fordømme drabet og rette en skarp kritik til den kurdiske regering.

”Jeg ønsker at det officielle Danmark skal slå klart fast at angreb på pressefriheden er uacceptabelt.”

Allan Ahmad sidder i Borgerrepræsentation for Enhedslisten i København og stammer selv fra Kurdistan i Irak.

”Når et styre begynder at dræbe sine borgere, viser det, at dette system er i forfald,” siger Ahmad.

Hvordan ved du, at styret skulle stå bag?

”Det er meget tydeligt, at det er Germiyanî’s kritiske artikler om korruption, der har skabt disse trusler. Igennem længere tid har han klaget til politiet, uden de vil reagere på det, så det er åbenlyst, hvem der står bag.”

Manden, der i sin tid truede Germiyanî, nemlig Mahmoud Sangawi har – ligesom resten af sit parti PUK (Kurdistans Patriotiske Union) – efter drabet kondoleret til den myrdede journalists familie og taget afstand fra drabet.

Frygtede for sit liv og bad USA om beskyttelse

Kawa Germiyanî, en kurdisk journalist, der undersøgte korruption i den selvstyrende Kurdistan-region i Nordirak, blev for nyligt skudt og dræbt af uidentificerede og bevæbnede mænd. Den 32-årige mand blev skudt i hovedet og brystet foran sin mor i hjemmet i byen Kalar, tæt på Sulaimaniyah provinsen.

Han blev skudt foran sit hus og døde senere på hospitalet. Germiyanî var chefredaktør på magasinet Rayal og korrespondent for avisen Awene.

Kurdiske sikkerhedsstyrker anholdt senere fire personer i byen Kalar, der nu er anklaget for mordet på Germiyanî.

Germiyanî havde forinden modtaget trusler. Han offentliggjorte i juli 2012 en artikel om den kurdiske militærleder i partiet Kurdistans Patriotiske Union (PUK), nemlig Mahmoud Sangawi.

Senere modtog Germiyanî et truende telefonopkald fra Sangawi, som journalisten optog. Og netop de trusler understreger problemets omfang, mener Nikolaj Villumsen.

”Særligt i lyset af truslerne mod Kawa Germiyanî fra et højtstående medlem af regeringspartiet PUK forud for drabet står det klart at problemet stikker dybt.”

Ifølge lokale kilder frygtede Germiyanî tydeligvis for sit liv og bad om beskyttelse fra det amerikanske konsulat.

PUK fordømmer drab

PUK afviser anklagerne om indblanding i mordet. Et af de store navne i partiet, Berhem Salih, mener i stedet at mafiaen stod bag drabet.

Under et møde gav PUK ifølge Pukmedia.com ”fuld støtte til at foretage en undersøgelse af drabet.” Endvidere skulle den kurdiske regering have besluttet at danne en komité for at efterforske drabet.

Pukmedia.com oplyser, at Azad Jindiani fra PUK fordømmer mordet på Germiyanî og kondolerede overfor hans familie og pårørende.

”Jindiani beskrev denne hændelse som værende forfærdelig og kritiserede stærkt sådanne forbrydelser mod journalister.”

Hakm Qadr Hama Jan fra PUKs Politbureau erklærer, at Kurdistan-regionens regering vil gøre deres bedste for at finde gerningsmændene og stille dem for retten samt forebygge lignende episoder i fremtiden.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer