De to Folketingsmedlemmer Nikolaj Villumsen og Pernille Skipper befandt sig i den mængde af folk, der blev angrebet med tåregas under Newroz i Diyarbekir. ”Det var ikke politiarbejde, men chikane mod folk”. Læs Jiyan.dks interview

Tekst og foto: Deniz B. Serinci

Trods politibrutalitet, vandkanoner og tåregas fejrede hundredetusinder af kurdere i Diyarbekir Newroz i dag, selvom den tyrkiske guvernør havde forbudt det.

Blandt de deltagende er Folketingsmedlemmerne Nikolaj Villumsen og Pernille Skipper, henholdsvis Europa- og retsordfører for Enhedslisten, som Jiyan.dks medarbejder D. B. Serinci tilfældigt mødte under Newroz i Diyarbekir i dag.

– Det var en stor oplevelse. Jeg har aldrig set så mange mennesker på én gang, fortæller Pernille Skipper.

Nikolaj Villumsen og Pernille Skippers bus blev konfiskeret af tyrkisk politi efter at Newroz var færdig, hvorefter de to måtte, sammen med alle andre – heriblandt børnefamilier – stige ud og gå. Senere affyrede politi så tåregas mod den mængde, som de to MF’ere var en del af.

-Det var forfærdelig at se en 2-årig pige græde, fordi hun var blevet ramt af tåregas. Hvordan kan man gøre det her mod mennesker? spørger Pernille, der ligesom de andre måtte bruge saft fra citroner for at modvirke smerten fra gassen. Citronen blev delt ud af Diyarbekirs overborgmester Osman Baydemir.

Også Nikolaj Villumsen er imponeret over det store fremmøde under Newroz. Han blev ligeledes ramt af tåregassen.

– Jeg synes, det er ekstremt modigt af folk, at de insisterede på at holde Newroz trods politiets brutalitet. Det var ikke politiarbejde, men chikane mod folk, der var på vej hjem fra Newroz.

Han blev samtidig overrasket over, at de to busser, hvoraf den ene bestod af ham selv og hans gruppe og den anden bestod af de kurdiske folkevalgte, blev konfiskeret af politiet, mens andre biler tilsyneladende fik lov at køre videre.

– Det viser jo tyrkisk politis foragt for de kurdiske folkevalgte, siger Nikolaj Villumsen.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer