Mohammed Fateh fik tre års fængsel for støtte til IS. I retten oplyste han, at “IS har sikre huse i Tyrkiet.”
Af Deniz Serinci
Flere mænd, der i Danmark, er blevet dømt for at have støttet eller tilsluttet sig Islamisk Stat (IS), har i retten indrømmet, at de fik hjælp af Tyrkiet.
Mohammed Fateh fik tre års fængsel ved retten i Glostrup den 26. juni 2018 for at have støttet IS. I retten kom det frem, at “indrejse i Syrien vil ofte ske ved, at et medlem af Islamisk Stat møder de rejsende på et tyrkisk hotel. IS har sikre huse i Tyrkiet.” (domsbog, rettens nr. 15-4313/2018).
Adam Johansen fik fire års fængsel for at have tilsluttet sig IS. Det skete ved retten på Frederiksberg den 26. oktober 2017. I retten sagde han:
”De kørte til grænsen (mellem Syrien og Tyrkiet). Tiltalte skulle nu give penge og gaver til (tyrkisk) militærmanden. Tiltalte gav ….100 dollars sammen med gaverne…de fik lov til at gå ind over den syriske grænse.” (domsbog, rettens nr. 3614/2017).
Enes Ciftci fik seks års fængsel ved retten i Glostrup den 24. juni 2016 for at have tilsluttet sig IS. I retten sagde han, at ”..fløj til Tyrkiet… ved grænsen mødte tiltalte sin kontaktperson, der smuglede ham og andre over grænsen til Syrien.” (domsbog, rettens nr. 15-570/2016).
Tyrkiet benægter
Officielt har tyrkerne taget afstand fra IS og andre islamistiske grupper. Men uofficielt er det velkendt, at tyrkiske grænsevagter fra 2012 og flere år frem ofte har set den anden vej, når islamister – heriblandt fra IS – krydsede Tyrkiets grænse til Syrien.
Den tyrkiske ambassade har tidligere afvist anklagerne. I 2016 skrev ambassaden:
“Spekulationer og påstande om, at Tyrkiet ikke gør nok for at forhindre strømmen af fremmede terrorister er ikke kun falske, men også absurde. Udover at kæmpe mod Daesh (IS, red.), træffes alle nødvendige foranstaltninger for at forhindre tredjelandsstatsborgere i at rejse til konfliktzonen i Syrien og Irak.”