Søren Espersen (DF) kritiserer Enhedslistens (EL) økonomiske støtte til PYD og henviser til, at partiet er relateret til PKK, der står på EU’s og NATOs terrorlister. ”PKK bør slet ikke stå på terrorlisten,” siger Pelle Dragsted fra EL. ”Det er absurd, at vi stempler PKK som terrorister, når selv Tyrkiet mødes med og forhandler med dem.”

Salih Muslim, lederen af det syrisk-kurdiske parti Demokratiske Enhedsparti (PYD), fik i går overrakt 155.500 kroner på Christiansborg. Enhedslisten overrakte det kurdiske parti en check på 53.500 kr., mens ”forskellige kurdiske organisationer i Danmark” samtidig overrakte 102.000 kr.

“Kurderne er kommet under rigtig hårdt pres i Syrien. De har akut behov for våben, hvis de skal kunne standse Islamisk Stat (IS), så vi giver pengene uden betingelser,” siger MF for EL, Nikolaj Villumsen.

”Det er et symbolsk beløb, men vores mål er at komme med et opråb til Europa om at støtte kurderne i Syrien,” tilføjede han.

Ifølge ham havde forskellige lokale afdelinger af Enhedslisten på få dage samlet pengene sammen.

Salih Muslim, der fik overrakt pengene under et pressemøde på Christiansborg, udtrykte sin glæde og sagde:

“For os er det ikke pengene, der er vigtigst. Det er derimod den anerkendelse, vi har fået fra vores danske venner.”

Muslim oplyste, at ”lokale myndigheder i Kobanê vil bestemme, hvad pengene skal bruges til.”

Samtidig kritiserede PYD verden for dets ”passivitet og svigt af Rojava” (syrisk Kurdistan).

”Vi har i årevis forsøgt at råbe det internationale samfund op. Verden vågnede først op, da IS gik ind i Mosul i juni,” sagde Muslim.

Den danske støtte til PYD splitter Folketinget. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti kritiserer Enhedslisten og henviser til, at PYD er relateret til Kurdistans Arbejderparti (PKK), der står på EU’s og NATOs terrorlister.

”Enhedslisten bør ikke støtte partier, de ikke har nok kendskab til. Man må ikke samle penge, der kan ende hos nogen, der er på terrorlisten,” siger Espersen til Jiyan.dk.

”Vi støtter jo allerede de irakiske kurdere militært. De er anerkendte og Vestens allierede. Men vi ved ikke, hvem vi støtter, hvis vi sender penge til de syriske kurdere,” tilføjer Espersen.

Trods PYDs kontoversielle status, accepterede det danske Udenrigsministeriet at mødes med Muslim – ganske vist ikke på ministerniveau.

Pelle Dragsted, talsmand for Enhedslisten, afviser kritikken og understreger, at ”pengene går til PYD og ikke PKK”.

”Vi har sat os ind i sagen og sikret, at pengene ikke falder i forkerte hænder,” siger Dragsted til Jiyan.dk.

Han mener desuden, at PYD ”står i forreste række” i Rojava og derfor må støttes.

Står det til Dragsted og Enhedslisten bør PKK slet ikke være på terrorlisten. Talsmanden for det venstreorienterede parti henviser til, at der siden sidste år har været fredsforhandlinger mellem Tyrkiet og PKK.

”Det er absurd, at vi stempler PKK som terrorister, når selv Tyrkiet mødes med og forhandler med dem. Hvis vi skal støtte fredsforhandlingerne, må vi fjerne terrorstemplingen af PKK,” sagde Dragsted.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer