“Abu Mohammed Kurdi” meldes dræbt ved et amerikansk droneangreb i Raqqa.
Arkivfoto
En irakisk-kurdisk mand med dansk statsborgerskab er formodentligt blevet dræbt ved et amerikansk droneangreb.
Det hævder gruppen Raqqa is being slaughtered silently (Raqqa slagtes i stilhed) på de sociale medier.
Den 7. december skulle et dronerangreb i Islamisk Stat’s (IS) hovedby Raqqa have dræbt RT, også kendt som “Abu Mohammed Kurdi” eller “Abu Mariam Kurdistani”.
Ifølge Raqqa is being slaughtered silently kørte den danske statsborger i en BMW på en af de centrale veje i byen sammen med et højstående medlem af IS, da deres køretøj blev ramt af droneren.
RT menes at have en uddannelse som ingeniør. Står det til Raqqa is being slaughtered silently havde RT en finger med i terrorangrebene den 13. november i Paris, der slog over 130 mennesker ihjel.
Jiyan.dk kender til flere danske kurdere, der er draget i krig på IS’ side i Irak og Syrien. I juni kom det frem, at en 23-årig dansk statsborger med kurdiske rødder i Tyrkiet i over to måneder havde siddet varetægtsfængslet i Vestre Fængsel, mistænkt for at støtte IS. Han havde forinden været i Syrien.
Sammen med Center for Terroranalyse (CTA) vurderede Politiets Efterretningstjeneste (PET) i år, at mindst 125 personer var rejst fra Danmark til Syrien eller Irak for at deltage i kamphandlinger, og at størstedelen af dem havde sluttet sig til IS.
Endvidere er der også op til 20 danske kurdere, der hævder at have kæmpet imod IS.
Raqqa is being slaughtered silently består af op til 20 aktivister og forsøger med hemmelige optagelser fra Raqqa at dokumentere livet under IS. Gruppen har således fået udsendt billeder af IS’ drab på mandlige dissidenter, der var blevet korsfæstet i byen, og af andre, der var blevet halshugget. I oktober i år dræbte IS-folk to medlemmer af gruppen i den tyrkiske by Urfa.