“Kemal” startede som festglad, alkoholdrikkende hiphopdanser. Han endte angiveligvis som IS-kriger og bagmand i et netværk, der svindlede den danske statskasse for mere end 800 mio. kr. 

Et stort netværk af 14 forretningsmænd har svindlet den danske statskasse for mere end 800 mio. kr. i ubetalt moms og skat.

I netværket overtog jihadister selskaber herhjemme, efter de var draget i hellig krig i Syrien. Seks af de 14 forretningsmænd er dømt for momssvindel, som dagbladet Information har beskrevet – læs her.

To af de 14 centrale forretningsmænd var tilknyttet enten al-Qaeda eller Islamisk Stat, IS. Mændene drev virksomhed uden momsregistrering, skattebetaling og bogføring og selskaberne blev tømt for penge og værdier og overladt til at gå konkurs.

De to centrale mænds vigtigste selskaber gik konkurs med en gæld til staten på mindst 97 millioner kroner i ubetalt moms og skat. Derudover skyldte selskaberne mere end 66 millioner kr. til private kreditorer, viser kuratorredegørelser.

Jeg blev noget overrasket, da jeg fandt ud af, at den formodede bagmand og mest centrale figur i netværket, var min gode bekendtes svigersøn. Af hensyn til hans familie og det faktum, at han hverken er tiltalt eller dømt i sagen, nævner jeg ikke hans rigtige navn, men kalder ham “Kemal”, ligesom Jyllands-Posten og Information har gjort.

I 1980’erne kom Kemal sammen med familien fra den kurdiske Kelhasan-landsby i Konya til Danmark.

Den matematisk kloge, ikke særlig høje, men muskuløse mand holdt af fester og byture, var god til hiphopdans og drak alkohol. Udover dansen interesserede han sig for kampsport.

Hans far var troende, mens moren sympatiserede mere med den sekulære, kurdiske sag i Tyrkiet. Kemals søster blev gift med en aktivist fra den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir. Selv var Kemal ikke religiøs og nærede sympati for kurdernes sekulære kamp.

Fuldskæg og kjortel

Senere blev han gift med en kurdisk kvinde, med hvem han fik flere børn. Ved siden af arbejdede han i computerforretning.

Derefter ændrede han adfærd.

”Kemal begyndte at bede fem gange om dagen, anlægge fuldskæg og gå i kjortel,” husker en bekendt fra det kurdiske miljø i Københavns vestegn.

”Han pressede sin familie til at følge de religiøse forskrifter om bøn og slør,” tilføjer han.

”Han snakkede med de unge og prøvede at overtale dem til at følge hans strenge form for islam. Han var ikke tom i hovedet. Tværtimod var han en meget ideologisk overbevist islamist,” husker Kemals bekendte.

Angiveligvis havde Kemal tætte forbindelser til Kaldet til Islam, en salafistisk organisation, hvis medlemmer ofte drog i hellig krig i Syrien.

Hellig kriger i Afrika – direktør for sodavandsfirma på Vesterbro

I en grå betonbygning i et industriområde i Hvidovre delte Kemal kontor med andre forretningsmænd. Her dukkede flere spanske statsborgere op, der blev registreret som direktører i danske virksomheder. Flere af dem blev senere dømt for terrorisme. En af de spanske direktører, Zakaria Said Mohamed døde som al-Qaeda kriger i Mali. På papiret var han direktør for et sodavandsfirma på Vesterbro.

I 2013 offentliggjorde Kaldet Til Islam en propagandavideo, optaget i Syrien, hvor flere mænd skyder til måls efter billeder af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og den konservative folketingspolitiker Naser Khader. En af personerne i propagandavideoen havde et firma, der havde samme adresse som Kemals sidste adresse, inden han forlod Danmark.

I 2015 drog Kemal angiveligvis første gang i hellig krig i Syrien, noget usædvanligt for en gift familiefar i 40’erne. Derfra chattede han med en bankmand i Danmark, der tilbød at ringe. Det afviste Kemal, fordi forbindelsen skulle være dårlig der, hvor han befandt sig. Kemal skrev, ifølge Information: ”Skal måske i kamp i morgen. Hvis jeg ikke svarer i et stykke tid, så ved du hvorfor.”

Kemal kom tilbage til Danmark, men drog derned igen i midten af januar 2016. Senere blev Kemal ved en dom skilt fra sin hustru efter kvindens ønske. Kemal blev efterlyst via Statstidende, men dukkede ikke op til retssagen om skilsmissen.

Insider: Kemal var ”en slags indkøber for IS”.

Et dømt medlem af svindelnetværket hævder overfor Information, at Kemal var ”en slags indkøber for IS”.

”Hans job var at skaffe varer til terrorbevægelsens opbygning af et egentligt statsapparat.”

Den lynintelligent, snu mand med det kæmpe overblik havde et stort netværk som få. Lars Krull, ekspert i økonomisk kriminalitet på Aalborg Universitet, sagde til Jyllands-Posten om Kemal, at ”han sidder som edderkoppen i spindet, og han kommer aldrig selv i klemme.”

Netværket inkluderede også de tre mænd, der blev dømt i 2019 ved Københavns Byret for at have sendt droner ned til IS i Syrien. En af de dømte, en 31-årig taxachauffør, sagde i retten om Kemals netværk:

”Jeg kommer ind i en kriminel verden, finder jeg ud af, hvor man opretter firmaer og hæver så mange penge som muligt. Det er mobiler og computerudstyr og det er moms og skat.”

Der er ingen klar dokumentation for, at de mange millioner, der blev svindlet i ubetalt moms og skat, er gået til IS eller terrorfinansiering.

Men det er sandsynligt, ifølge en ekspert.

”Jeg kan ikke bevise, at det er tilfældet her, men jeg har en slem mistanke om det,” sagde Tom Kirchmaier, professor og forsker i økonomisk kriminalitet ved CBS til Information.

IS har også tidligere opfordret deres medlemmer i Europa til at begå bedrageri.

De danske myndigheder får nok aldrig fat i Kemal. For ifølge PET blev dansk-kurderen med ”stor sandsynlighed dræbt i Syrien som IS-kriger”.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer