Det tværpolitiske initiativ Kurdisk Forum kritiserer i en pressemeddelelse tyrkisk politis fængsling af kurdiske børn.

”Tyrkiske og internationale love overtrædes gang på gang, når børn helt ned til 12 år indsættes i voksenfængsler på ubestemt tid uden beskyttelse og kontakt til hverken social- eller skolesystem,” hedder det i pressemeddelelsen.

Der henvises i meddelelsen til en netop frigivet rapport fra Amnesty International, hvori menneskerettighedsorganisationen beretter om børn, hvis rettigheder bliver overtrådt med henvisning til tyrkisk terror-lov, ligesom Amnesty skriver om børn, der bliver udsat for politivold under anholdelse, varetægtsfængsling i voksenfængsler, osv.

De tyrkiske myndigheder mener, at den kurdiske organisation PKK står bag demonstrationerne og at de anholdte børn støtter PKK med slagord og bannere. I Tyrkiet – og EU og NATO – figurerer PKK på terrorlisterne. Samtidig fortæller tyrkisk politi, at demonstranterne angriber dem med sten og molotovcocktails.

I Amnesty’s rapport hedder det bl.a.:

”Amnesty International anerkender det tyrkiske politis forpligtigelse til at opretholde orden og forhindre ødelæggelse af ejendomme under til tider voldelige demonstrationer. Men Amnesty International er dybt bekymret over krænkelse af børnenes rettigheder under anholdelse, varetægtsfængsling og retssager.”

Kurdisk Forum opfordrer derfor den danske regering, organisationer, foreninger og enkeltpersoner til at lægge pres på Tyrkiet.

”Vi opfordrer Tyrkiet til at overholde egne og internationale love og konventioner om at beskytte børns rettigheder under anholdelser, retsprocedurer og fængselsophold.”

Bag Kurdisk Forum står bl.a. Lars Aslan Rasmussen, medlem af Københavns Borgerrepræsentation (S):

Tyrkerne henviser til, at et hvilket som helst land vil anholde børn, der kaster med sten og molotovcocktails?

”Man sætter ikke mindreårige børn i fængslet i eksempelvis Danmark og giver dem 20 års fængsel. Børn skal tilbydes ordentlige forhold. Sådan som det er i Tyrkiet har de ikke ret til at se bevismateriale og de bliver udsat for tortur og dårlig behandling,” siger Lars Aslan Rasmussen.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer