Indsamling og støttemiddag gav 152.937,32 kr. til ofrene for IS’ fremmarch i Shingal.
Gennem et fælles samarbejde mellem facebooksiden ”STØT EZIDIER I SHINGAL”, Ezidi Kulturforening i Danmark og en støttemiddag i søndags i Valby, er der blevet samlet 152.937,32 kr. ind. Pengene skal gå til humanitær hjælp. 400.000-500.000 af de fordrevne ezidier får nødhjælp i de lejre, forskellige nødhjælpsorganisationer har oprettet, andre opholder sig i massevis i fremmedes hjem.
”Hjælpen er langt fra tilstrækkelig og der er stadig behov for alt den hjælp de kan få. Mange mennesker mangler stadig de mest basale fornødenheder, som mad, vand, medicin, tøj, sko mm,” siger Kheero Khalaf, en af tovholderne fra støttekampagnen.
Mennesker med forskellig etnicitet, sprog, kultur samt religiøs og politisk overbevisning har bakket op om ezidierne i Shingal efter Den Islamiske Stats (IS) angreb.
At se solidariteten fra mennesker med forskellige kulturer og religioner har vakt kæmpe begejstring blandt ezidierne.
”Det viser, hvordan alle mennesker kan stå sammen i en sådan svær tid for at hjælpe sine medmennesker med at finde håbet og troen på en bedre hverdag igen,” siger Sehbar Khalaf, en anden af tovholderne for projektet.
”Vi er stolte af, at vi i Danmark har det fællesskab, hvor vi kan mødes og stå sammen i svære tider som denne,” tilføjer Kheero, der dog understreger:
”Indsamlingen er på ingen måder slut endnu – den er først lige startet, og kontoen er stadig åben for donationer.”
For at sikre, at pengene når ud til de rette, vil både en statsautoriseret revisor og banken godkende overdragelsen. Dokumentation for overdragelsen vil ske i forlængelse heraf og efterfølgende blive offentliggjort, da folkene bag mener, at ”enhver støtter har krav på at vide, at deres penge er endt i de rigtige hænder, nemlig til Shingal ofrene”.
”Det vil vi sikre ved selv at overdrage pengene til Shingal ofrene,” siger Sehbar.
Også Soorat Jamshidi, en af arrangørerne af støttemiddagen i søndags synes, at middagen gik ”rigtig godt”.
”Vi er enormt glad for det, vi fik startet op på så kort tid,” siger hun.
For hende handler indsamlingen ikke kun om penge, men om at sende et signal om, at folk i Danmark tænker på ofrene for IS.
”Jeg håber, at Shingals borgere ved, at vi kurdere fra Danmark og Europa står bag dem og tænker på dem. Det er vigtigt, at vi i fællesskab fordømmer det brutalitet som er begået mod ezidierne og bakker op om deres ret til at eksistere.”