Den humanitære situation i Syrien forværres dag for dag, og op mod 1 million syrere anslås nu at have brug for hjælp. Dansk Flygtningehjælp har som den første internationale humanitære organisation i samarbejde med Syrisk Arabisk Røde Halvmåne (SARC) startet uddeling af hjælp i form af hygiejne pakker til 3.000 sårbare familier i Dera’a provinsen – et af de områder, hvor der er de største humanitære behov.

Dansk Flygtningehjælp er den første  internationale humanitær organisation, der har fået tilladelse til at yde humanitær bistand til de konflikt ramte syrere. Dette sker i tæt samarbejde med SARC, der koordinerer hjælpen i Syrien.

“Vi har arbejdet i Syrien siden 2007 og har derfor været til stede i landet under konflikten. Indtil nu har vi haft fokus på den meget sårbare gruppe af irakiske flygtninge, hvis muligheder har været yderligere begrænsede, siden konflikten startede,” siger Ann Mary Olsen,chef for Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling.

”På grund af vores langvarige tilstedeværelse i Syrien har vi både det nødvendige netværk, de nødvendige medarbejdere og et lokalt kendskab, der betyder, at vi hurtigt og effektivt kan udvide den humanitære indsats til også at omfatte de konfliktramte og udsatte civile syrere. SARC og FNs fødevareorganisation har været i stand til at uddele nødhjælp i form af fødevarer, derfor har vores første fokus været på at få uddelt hygiejne pakker”. Indsatsen koordineres i tæt samarbejde med SARC og FN.

Den første distribution af hygiejnepakker fandt sted i søndags i Dera’a provinsen med midler fra Dansk Flygtningehjælp og  Danida. 3.000 udsatte familier fik udleveret en pakke, der bl.a. indeholdt sæbe, håndklæder, vaskepulver, bleer og hygiejnebind. Derudover fik 65 handicappede personer specialudstyr som kørestole, krykker og gangstativer. Distributionen fortsætter i de kommende dage og uger, hvor Dansk Flygtningehjælp vil udlevere hygiejnepakker til yderligere 7.000 husstande.

“Vi er taknemmelige for at have fået mulighed for at hjælpe den udsatte og konfliktramte del af den syriske civilbefolkning. Vi planlægger at udvide indsatsen i løbet af de kommende måneder blandt andet i form af istandsættelse af såkaldte collective centres eller andre former for midlertige boliger til de fordrevne,” siger Ann Mary Olsen.

Kilde: http://flygtning.dk/nyheder-og-presse/nyhed/artikel/dansk-flygtningehjaelp-uddeler-nu-noedhjaelp-i-syrien

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer