Efter at Norge og Finland har indført et stop for våbeneksport til Tyrkiet, tegner der sig nu et flertal for at gøre det samme i Danmark.
Af Deniz Serinci
Et bredt politisk flertal hos både rød og blå blok lægger nu pres på den danske regering for at stoppe våbeneksport til Tyrkiet. Det sker efter, at tyrkerne tidligere ugen indledte en militær offensiv i de kurdiske områder i Syrien.
Udenrigsordfører for Venstre, Michael Aastrup Jensen, skriver på Facebook:
“Jeg anbefaler i dag regeringen, at vi straks følger i Sverige og Norges fodspor og sætter en stopper for våbeneksporten til Tyrkiet.”
Også de Konservatives Naser Khader og Dansk Folkepartis Søren Espersen bakker op om en våbenembargo. Men Dansk Folkepartis støtte er betinget af, at “statskassen kompenserer” de danske producenter, der måtte tabe på det manglende salg til tyrkerne. Det skriver Espersen på Twitter.
Sanktioner/Våbenembargo mod Tyrkiet…?? Legende let og omkostningsfrit for danske politikere at kræve, men det kommer alene til at gå ud over vore producenter. Derfor siger Dansk Folkeparti @DanskDf1995 kun ja, hvis Statskassen kompenserer vore producenter 1-1. #dkpol
— Søren Espersen (@espersendf) October 11, 2019
I går tilsluttede Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten sig også ideen om ikke at eksportere våben til Tyrkiet. Pia Olsen Dyhr, partileder for SF, sagde til Ritzau:
“Vi kan ikke forsvare at sælge våben til et land, der bruger dem mod en allieret i kampen mod international terrorisme.”
Den danske regering meddelte igår, at den ser en “grund til at tage afstand fra den tyrkiske aggression” i Syrien. Det sagde statsminister Mette Frederiksen. Men ifølge Berlingske er regeringen nu i gang med at danne sig et overblik over situationen, heriblandt over de øvrige nordiske landes holdninger.
Udenrigsordfører for regeringspartiet Socialdemokratiet, Annette Lind, siger til Berlingske:
“Lige nu må vi ikke tage forhastede beslutninger.”