”Kurderne er den gruppe i Syrien, der har fået mest ud af krigen. De har for første gang fået kontrol over eget territorium. De har spillet deres kort klogt og manipuleret andre grupper, og mens meget er usikkert i fremtiden, er det nærmest umuligt at se kurderne gå tilbage til den underpriviligerede status, de havde før krigen.”
Dagbladet Information skriver i dag på dets forside, at kurderne er vinderne af den syriske borgerkrig.
I artiklen henviser journalisten Tobias Havmand til, at landets største minoritet tidligere var en af de mest undertrykte grupper i landet med de dårligst betalte jobs og uden fundamentale rettigheder, især efter at landets tidligere diktator Hafez al-Assad i 1962 fratog hver femte kurders statsborgerskab.
Men nu møder man…:
”Vejspærringer med olietønder og flag med de kurdiske farver; rød, gul, grøn og bevæbnede vagter, der med selvsikker naturlighed kræver identifikationskort for at lade en passere ind i deres landsbyer. Synet af kurdere i førersædet er blevet hverdag, når man bevæger sig igennem det nordlige Syrien.”
Derfor står det ifølge Havmand klart, at kurderne står som borgerkrigens helt store vinder.
Han kommer herefter ind på det standpunkt, som pro-PKK partiet PYD (Det Demokratiske Unionsparti) indtog fra starten af borgerkrigen i landet: Hverken officielt at støtte oppositionen eller Bashar al-Assads regime, hvorefter de i sommers fik Nordsyrien tilstået af landets diktator, som i stedet koncentrerede sig om at bekæmpe det ulmende oprør i Damaskus. Det har for kurdernes vedkommende vist sig at være en klog strategi.
Havmand citerer Robert Lowe, leder af London School of Economics Middle East Center for at sige:
”Kurderne er den gruppe i Syrien, der har fået mest ud af krigen. De har for første gang fået kontrol over eget territorium. De har spillet deres kort klogt og manipuleret andre grupper, og mens meget er usikkert i fremtiden, er det nærmest umuligt at se kurderne gå tilbage til den underpriviligerede status, de havde før krigen.”
Samtidig citeres Alan Semo fra PYD. Han er på vegne af kurderne bekymret for et religiøst oprør.
»Vi deler et fælles mål; et demokratisk Syrien. Men vi er ikke interesseret i et magtskifte fra et slags diktatur til et andet, og vi er ikke interesseret i at blive involveret i en stedfortræderkrig, hvor vi kæmper for Saudi-Arabien eller Qatars interesser og for et skifte fra et shiitisk styre til et sunnitisk. Vi kæmper med oppositionen mod regimet i Aleppo, men vi vil også kæmpe imod Jabhat al-Nusra og andre ekstremister, når de søger at dominere vores områder.«
