Organisationen Freemuse, der bekæmper musikcensur og som holder til i Danmark, appellerer i et brev til den tyrkiske premierminister Tayyip Erdogan om at sagen mod protestsangeren Ferhat Tunç bliver droppet.
Den populære sanger kræves idømt 15 års fængsel for under en musikfestival at have støttet PKK, den kurdiske organisation, der står på EU’s og NATO’s terrorlister.
Blandt støtterne er Jens Peter Bonde, tidligere medlem af Europa-Parlamentet og Klaus Slavensky fra Dansk Pen og Institut for Menneskerettigheder. Klaus Slavensky fik tildelt prisen som ”Årets Kurderven” ved Den Kurdiske Galla 2009, arrangeret af den kurdiske regionalregering i Irak.
”Vi er dybt bekymrede over chikanen mod vores kollegaer, som de tyrkiske myndigheder står bag… Tyrkiet fortsætter med at censurere og retsforfølge dets sangere. Ferhat Tunç har ved talrige begivenheder udtrykt sit ønske om en fredelig løsning. Vi appellerer til, at retssagen mod Ferhat Tunç droppes,” hedder det i appelbrevet til den tyrkiske premierminister Tayyip Erdogan.
Brevet er underskrevet af Direktør for Freemuse, Maria Korpe og støttes af Jens Peter Bonde, Salman Ahmad, en pakistansk sanger, Mark LeVine, amerikansk professor, Deepika Thathaal, norsk menneskerettighedsaktivist og Klaus Slavensky.